Kolding Netavis

Øget tilskud til Kolding Light Festival

Kolding Kommune hæver tilskuddet til Kolding Light Festival, som i år afvikles i dagene 2.-4. december. Pengene skal bruges til at udvikle lysfestivalen, der hvert år trækker tusindvis af mennesker ud i gaderne i den mørke årstid.

Både Kulturudvalget og Økonomiudvalget har besluttet at øge tilskuddet til Kolding Light Festival med hver 300.000 kr. i 2021. Om tilskuddet skal fortsætte, må det kommende byråd, som vælges senere på året, tage stilling til.

-Kolding Light Festival er blevet et kulturelt fyrtårn, som siden 2013 har været med til at sætte Kolding på landkortet. Med tilskuddet vil vi gerne understøtte ambitionen om at fastholde Kolding Light Festival som Danmarks største lysfestival, siger Jesper Elkjær (SF), formand for Kulturudvalget, i en pressemeddelelse.

Også Økonomiudvalget bakker op om lysfestivalens ambitioner om at udvide og udvikle det populære arrangement.

-Kolding Light Festival kombinerer kultur, bymidte og hygge på en fantastisk måde ved at skabe liv og trække en masse mennesker ud i gaderne i den mørke tid. Jeg håber, vi med støtten kan bidrage til at skabe en endnu mere spektakulær lysfest i julemåneden, siger borgmester Jørn Pedersen (V).

Ideen med Kolding Light Festival er at give de besøgende en ny og anderledes oplevelse af Kolding by ved anvendelse af lys og lyd. Med spændende lyssætninger, videolys, interaktive installationer og lyskunst udfolder byrummet sig fra en helt ny side – læs mere på lysfestivalens hjemmeside.

Kolding Kommune har i forvejen en samarbejdsaftale med Kolding Light Festival for perioden 2020-2023. Aftalen indebærer, at lysfestivalen får et årligt basistilskud på 300.000 kr. og et yderligere tilskud på op til 278.000 kr. afhængig af, hvor meget festivalen selv skaffer i ekstern finansiering.

Bag festivalen står Kolding Light Festival S/I, der er en non-profit selvejende institution og etableret af Erhvervsgruppen Kolding.

Del denne artikel