Kolding Netavis

Nyt trailcenter er indviet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Seest
Søren Rasmussen (DF) klippede den røde snor til Trailcenteret i Seest og Birgitte Kragh klippede snoren til det nye MTB spor. Privatfoto.

Kolding har fået et nyt mødested for aktivt udeliv. Tirsdag blev trailcenteret i Seest, et nyt mountainbike-spor og nye træningsfaciliteter i Hylkedalen, officielt indviet.

Det nye trailcenter i Kolding ligger i Seest Idrætspark på kanten af Hylkedalen og fungerer som porten til Hylkedalens stier og aktive naturoplevelser.

Her kan både idræts- og motionsaktive brugere og dem, der blot ønsker at nyde naturen, mødes, få information om ruter og stier, søge ly, klæde om, benytte toilettet, varme op og runde af.

Indvielse begrænset til indbudte gæster

Indvielsen af trailcenteret har ladet vente på sig på grund af COVID-19 pandemien, og var af samme årsag begrænset til en mindre kreds af indbudte gæster.

Men det gjorde ikke glæden over det nye Trailcenter mindre hos formand for Idræts- og Fritidsudvalget Søren Rasmussen.

-Vi har ganske vist ikke fået den folkefest, vi havde drømt om. Men med Danmarks først trailcenter, har vi fået et fantastisk mødested, der er klar til at tage i mod en masse brugere, der har lyst til at benytte de nye muligheder for træning i Kolding, siger Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.

Selv om det seneste års tid har været præget af forsamlingsforbud og lukkede idrætsfaciliteter, har trailcenteret ikke ligget stille hen imens. Over vinteren har brugerne i høj grad taget de udendørs træningsmuligheder omkring centeret til sig.

Nye faciliteter er en del af nyt klimatilpasningsprojekt

Også formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget Birgitte Kragh er begejstret over de nye muligheder, som Trailcenteret og de nye faciliteter giver for at opleve Hylkedalen.

-Trailcenteret har en helt unik beliggenhed her tæt på det smukke istidslandskab omkring Hylkedalen, og sammen med de nye træningsfaciliteter og nye stier, giver det et stort potentiale for at komme ud og nyde naturen i dette område, siger Birgitte Kragh.

Udvalgsformand Birgitte Kragh indvier MTB-spor og træningsfaciliteter på kanten af Hylkedalen, flankeret af OCR-løber Morten Ørnstrup og Martin Opauka, formand for Trailbuilders Kolding. Begge har lagt frivillige kræfter i udviklingen af faciliteterne. Pressefoto.

Om kort tid går BlueKolding og Kolding Kommune i gang med et nyt klimatilpasningsprojekt i Hylkedalen ved Seest Mølleå. Midlerne til mountainbikesporet og de nye træningsfaciliteter i Hylkedalen er anlagt for midler fra netop dette projekt.

Det er Miljøministeriets Synergipulje, der er oprettet for at sikre, at klimatilpasningsprojekter i hele landet skaber synergi ved at øge naturværdierne samt skabe rekreative faciliteter, der giver adgang og oplevelser i naturen.

Trailcenteret er som tidligere omtalt her i netavisen nomineret til prisen som Årets Idrætsbyggeri i 2021. Læs mere her…

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel