Kolding Netavis

Nyt samarbejde skal få flere børn med flygtninge- og minoritetsbaggrund ind i foreningslivet

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Indsatsen skal få flere børn med flygtningebaggrund og etnisk minoritetsbaggrund ud i fritids- og foreningslivet. Modelfoto / ID 128485035 © Matimix | Dreamstime.com

Aktiv Fritid i Kolding Kommune og DRC Dansk Flygtningehjælp går sammen om at sikre, at endnu flere børn med flygtninge- og minoritetsbaggrund bliver en del af foreningslivet.

At navigere i det danske foreningsliv kan være udfordrende, især for dem der ikke er opvokset med traditionelle fritidsaktiviteter som fodbold og spejder.

Gennem det nyligt indgåede samarbejde vil DRC Dansk Flygtningehjælp oprette en gruppe frivillige, også kaldet et “Fritidskorps”, som vil støtte med at integrere børnene i foreningslivet. Samarbejdet tæller også Aktiv Fritid i Kolding Kommune, der allerede tilbyder fritidsvejledning med fokus på at fremme børn og unges sundhed og aktive fritidsliv.

-Vi ser frem til at samarbejdet med DRC øger mulighederne for en mere håndholdt indsats for de mest sårbare familier, ved at vi kan henvise til frivillige fra Dansk Flygtningehjælps Fritidskorps, fortæller Laila Brummer og Hanne Flaskager Stentoft fra Aktiv Fritid, Kolding, i en pressemeddelelse.

Tidligere erfaringer viser, at de frivillige brobyggere spiller en væsentlig rolle.

Projektleder i DRC Dansk Flygtningehjælps Fritidsindsats, Marie Møller Kristensen, siger:

-Vi ved at hjælp fra en frivillig kan være afgørende for, om et barn kommer godt igang med en fritidsaktivitet, men også at forældrene lærer det danske foreningsliv at kende.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel