Nyt padelanlæg i Kolding

Søndag 04. April 2021 07:48 232
Bramdrupdam Sports- & Mødecenter får to padelbaner, der skal stå klar til brug 1. juli. Foto: Ordercrazy/Wikipedia (Arkivfoto) Bramdrupdam Sports- & Mødecenter får to padelbaner, der skal stå klar til brug 1. juli. Foto: Ordercrazy/Wikipedia (Arkivfoto)

Snart åbner to nye padelbaner i Kolding.

Bramdrupdam Sports- & Mødecenter har bestilt to padelbaner, der skal stå klar til brug 1. juli. De bliver en del af et socialt atriumanlæg med fokus på oplevelse, samvær og aktiviteter, oplyser Slotssøbadets Fond i Kolding i en pressemeddelelse.

- Padeltennis er jo en sportsgren i rivende udvikling – ikke mindst i Kolding. Vore undersøgelser viser dog, at der stadig er et stort potentiale i Bramdrupdam, så derfor går vi i gang med 2 baner i første omgang, fortæller direktør Otto Skak.

Det bliver brugerne selv, der digitalt booker sig ind på og åbner for banerne. De 2 padelbaner bliver etableret udendørs i det aflukkede område mellem haller og mødecenter, hvor der samtidig er der ved at blive etableret en sportscafé i forhallen. Anlægget er bemandet i alle åbningstimer – og dermed også åbent i caféen, når covid-19 igen tillader den slags.

- Vi hører mange efterspørge et udendørs café-område i Bramdrupdam, hvor man kan mødes, spise en snack, drikke et glas vin, hygge med venner og have nogle dejlige timer. Verden trænger til hygge, samvær og gode oplevelser. Det håber vi at kunne tilføje. Det kan så kombineres med en padeltenniskamp, et besøg i det nye fitnesscenter eller bare en time i solen med musik i ørerne, forklarer Otto Skak.

Padelbranchen er stadig så ung, at der er ganske få leverandører af baner og udstyr. Det betyder også, at udvælgelse af leverandør har haft fokus på, hvordan de laver fundament, dræn, mv. Da det er et udendørs anlæg, har det været yderst vigtigt at finde en løsning, hvor der ikke er vand på banen eller andre gener.

- Man kan allerede nu tilmelde sig vores nyhedsbrev, men vi åbner først for tilmeldingerne til padel i slutningen af maj. Vi har mulighed for at udvide med flere baner, hvis det skulle vise sig, at der var en permanent og meget større efterspørgsel, end vi havde turde håbe på, slutter Otto Skak.

SlotssøBadets Fond overtog Bramdrupdam Sports- & Mødecenter 1. november 2020. Siden har anlægget gennemgået en større renovering og gennemførelse af en del udviklingsprojekter. SlotssøBadets Fond driver endvidere SlotssøBadet, KongeåBadet, Danhostel Kolding, Dronning Dorotheas Badstue og Study House Kolding.

Tags