Det nye mødested står formentlig klar i slutningen af februar.
Et nyt mødested, som inviterer til samling, leg og bevægelse skyder hastigt op ved Bramdrupdam Dam i Kolding.
– Jeg regner med, at det nye mødested står færdigt i slutningen af februar, men faktisk er beboere i området allerede begyndt at bruge den nye sti rundt om dammen, selv om den ikke er helt færdig endnu. Det er et godt tegn på, at borgerne allerede har taget det nye mødested til sig, siger projektkoordinator Karen Tønning i en pressemeddelelse.
Det nye mødested er en del af projekt Troldhedestien – mødesteder og oplevelser for alle, som skal skabe nye fællesskaber mellem borgere med vidt forskellige forudsætninger. Mødestederne ligger på en del af den tidligere jernbanestrækning, der forbandt Kolding og Troldhede i Midtjylland.
Sti rundt om dammen
Foto: Kolding Kommune.
Ved dammen i Bramdrupdam er der de seneste måneder blevet gravet, fjernet piletræer og flyttet jord og grus. Fundamentet til en ny sti rundt om dammen er lagt, men det øverste lag, som skal gøre stien robust og rar at gå på, mangler stadig. Derudover kan besøgende glæde sig til, at der bliver der koblet et træplateau på stien, så det bliver muligt at bevæge sig ud mellem sivene, så man kommer tættere på vandet og får nogle anderledes naturoplevelser.
Gennem en årrække har det knebet med vandtilførslen til dammen, som i perioder har været udtørret. Det bliver det også rettet op på nu. I samarbejde med Damudvalget, Bramdrupdam Borgerforening og lokalrådet er der fundet midler til at få tilført mere vand til dammen.
Stationsbygning med toiletter
Foto: Kolding Kommune.
I de kommende uger begynder opførelsen af en ’stationsbygning’ som erstatning for det stoppested, der fandtes, da der i årene 1917-1968 kørte tog på Troldhedebanen.
Den nye ’stationsbygning’ kommer bl.a. til at rumme et handicaptoilet. Den store træboks, der allerede står ved dammen, er faktisk kernen af den nye toiletbygning. Toilettet vil være åbent for alle i dagstimerne og bliver automatisk låst af om natten. Ud over toiletfaciliteter vil den nye bygning rumme overdækket opholdsrum med plinte, cykelstativ, luftpumpe, vandpost og mulighed for opladning af f.eks. el-cykel.
– I den her uge bliver der skruet pæle i jorden til den nye bygning. Det kan godt larme lidt til gene for beboerne i området, men heldigvis tager arbejdet kun et par dage, fortæller Karen Tønning.
Klatreland
Hen over nytår er første del af et klatreland ved Brandrupdam Dam blevet sat op. De små plateauer med pæle og net inviterer til leg og bevægelse for specielt de mindre børn. Anden del med bl.a. hængekøjer kommer på senere, så man her kan tage et ophold eller et hvil.
– Første del af klatrelandet er sådan set færdig, så hvis man kommer fordi, er man meget velkommen til at gøre stop og lege lidt, siger Karen Tønning.
En gevinst for lokalsamfundet
I Bramdrupdam Borgerforening glæder formand Benny Pedersen sig over det nye mødested.
– De nye faciliteter ved Bramdrupdam Dam har været et stort ønske for områdets beboere. Jeg er sikker på, at mødestedet vil styrke fælleskabet endnu mere, når vi får et hyggeligt område ved dammen, hvor vi kan mødes og få gode oplevelser sammen, siger han.