Nye toldregler 2021: Får du varer hjem fra lande uden for EU fra 1. juli, skal du betale moms og gebyr.
Fra 1. juli rammer en ny virkelighed danske forbrugere, der er vant til at købe varer på nettet fra lande som eksempelvis USA, Kina eller Storbritannien.
Den såkaldte bagatelgrænse på 80 kroner forsvinder, og det betyder, at varer, der er købt uden for EU og har en værdi på under 80 kr., fremover bliver pålagt moms, oplyser Skat i en pressemeddelelse.
Ifølge en ny rundspørge fra YouGov på vegne af Toldstyrelsen er 79 pct. af danskerne, svarende til over tre millioner forbrugere, ikke klar over, at bagatelgrænsen forsvinder, og de risikerer fra 1. juli at få en uventet ekstraregning på deres netkøb.
Derfor skruer Toldstyrelsen op for vejledningen med en oplysningskampagne på sociale medier og tv. Du kan også læse mere på undgåprischok.dk.
Overvej allerede nu dine køb
Selvom reglerne først træder i kraft den 1. juli 2021, er det allerede nu en god ide at overveje, om man synes, at handlen er moms og et gebyr til transportøren værd.
Ifølge rundspørgen spiller usikkerhed om uventede ekstraomkostninger ind, når danskerne shopper på nettet. Dertil kommer, at varerne kan være længe undervejs.
-Vi ved, at der kan gå nogle uger, fra man har bestilt, til man modtager sin pakke, og hvis pakken først ankommer efter 1. juli, skal man betale efter de nye regler, siger funktionsleder i Toldstyrelsen, Annette Høve Nielsen.
Fakta om de nye regler
Fra 1. juli 2021 bliver det dyrere at købe billige varer uden for EU. EU har nemlig besluttet, at der skal betales moms af alle varer, der bliver købt i lande uden for EU. I dag gælder der en bagatelgrænse, hvor varer under 80 kr. er fritaget for moms, men med de nye momsregler fjernes den.
Det betyder, at der kommer ekstra udgifter oven i prisen, når du køber billige varer på nettet i lande uden for EU.
Priseksempel
Et par høretelefoner til 40 kr. ender på 200 kr.
Anne giver 40 kr. (inkl. fragt) for et par høretelefoner i en kinesisk netbutik. Men da hun modtager sine høretelefoner, ender den samlede pris på 200 kr., fordi hun også skal betale moms og et gebyr til transportøren.
Fra 1. juli 2021 er du ikke længere fritaget for at betale moms, når du køber varer under 80 kr. fra et land uden for EU.
Varer købt uden for EU tillægges 25% moms. Derudover kommer der et transportørgebyr, oven i prisen, som typisk er på mellem 150-250 kr.
Høretelefoner:
Pris med fragt: 40 kr.
Moms: 10 kr.
Told: 0 kr.
Transportørgebyr: 150 kr.
Den samlede pris: 200 kr.
Her kan du læse, hvilke lande der er i EU. Det er de lande, du kan købe hjem fra uden, at skulle betale moms og gebyr.