Kolding Netavis

Nye tal: Klimapotentiale i Koldings bilpark

I Kolding Kommune har 32.157 familier bil. Selvom det ofte er bedre for klimaet og pengepungen at vedligeholde end udskifte, viser ny undersøgelse, at 39 procent af regionens bilejere ikke bruger rustbeskyttelse.

Stik imod den gængse opfattelse er det bedre for klimaet at vedligeholde og beholde vores gamle biler end at udskifte dem med nye og mere brændstofeffektive køretøjer. Selvom rustbeskyttelse ifølge eksperter er den bedste vej til at sikre bilen et langt liv, viser nye tal imidlertid, at næsten fire ud af ti af regionens bilejere ikke har rustbeskyttet deres biler, oplyses det i en pressemeddelelse.

Ifølge Danmarks Statistik beholder vi bilerne kortere end tidligere – en udvikling, der ikke gavner klimaet. Den mængde CO2, der bliver brugt i produktionen af moderne biler, er nemlig op til fem gange højere end den årlige udledning fra en gennemsnitlig bil.

– Produktionen af en ny bil koster isoleret set mellem 10 og 15 tons CO2, når vi medregner hele forsyningskæden. Til sammenligning udleder en typisk bil omkring 3 tons om året. Man skal dermed køre rigtig mange kilometer årligt eller have en bil med virkelig dårlig brændstoføkonomi, før det med klimabrillerne på kan svare sig at købe en ny bil. Derfor opfordrer vi alle til at vedligeholde bilen så godt som muligt, forklarer Torben Chrintz, der er videnskabelig klimarådgiver i den grønne tænketank Concito.

Han pointerer, at man som tommelfingerregel skal køre mere end 25.000 kilometer om året og samtidig have en bil, der kører mindre end 14 kilometer per liter brændstof, før det giver mening at købe en ny bil for klimaets skyld.

Flertallet har ingen rustbeskyttelse

Analyseinstituttet YouGov har netop foretaget en undersøgelse på vegne af Dinitrol angående undervognsbehandlinger, som er med til at forlænge bilers levetid. Undersøgelsen viser, at 39 procent af bilejerne i Region Syddanmark ikke har givet deres bil rustbeskyttelse. I Kolding Kommune, hvor 32.157 familier ifølge Danmarks Statistik har bil til rådighed, er klimapotentialet således til at få øje på.

Ifølge Ejvind Winther, der ejer Dinitrol Center Kolding, kunne vi skære markant ned på den samlede CO2-udledning, hvis flere beskyttede deres bil mod rust. Lige nu er tendensen nemlig, at vi skifter bilerne ud hurtigere end før. Ud over længere levetid og større sikkerhed, da rust i undervognen øger risikoen for personskader ved kollisioner, bidrager rustbeskyttelse også til færre og lavere værkstedsregninger.

 

Tagget med:
Del denne artikel