I weekenden bliver de otte kommunale p-automater i Kolding udskiftet. De nuværende automater lever ikke op til skærpede krav om sikkerhed ved betaling.
Det er gratis at parkere på langt de fleste kommunale p-pladser i Kolding midtby. Men i Borchs Gård, Ny Vestergade, Låsbybanke og Hyrdestræde er der betalingsparkering, og det er her, at p-automaterne udskiftes.
– Forhåbentlig kan vi nå at udskifte alle automaterne i den kommende weekend. Hvis ikke vi bliver helt færdige, tager vi også lørdag den 19. december i brug. Op til jul tilbyder vi jo betalingsfri parkering på alle lørdage – plus mellem jul og nytår – så bilisterne skal alligevel ikke bruge automaterne de pågældende dage, fortæller trafikplanlægger Erik Harbo i en pressemeddelelse.
Sådan skal du bruge de nye p-automater
Med de nye p-automater skal du vænne dig til at betale på en lidt anden måde end i dag. Bl.a. skal du indtaste bilens nummerplade ved ankomst, og du får ikke længere en billet til at lægge i forruden af bilen.
– Når man indtaster sin nummerplade, kan vores cityassistenter på deres scannere se, at bilen er registreret i betalingsautomaten. Der er derfor ikke længere behov for nogen kvittering i forruden, siger Erik Harbo og fortsætter:
– Det kræver altid lidt tilvænning at vænne sig til et nyt system, men automaterne skulle gerne guide folk sikkert igennem. Vores cityassistenter kommer også til at tilbringe en del tid på betalingspladserne her i starten, så de kan svare på spørgsmål og hjælpe bilister, der er lidt usikre på brugen af de nye automater, siger Erik Harbo.
Bedre beskyttelse mod svindlere
Baggrunden for udskiftningen af p-automaterne er, at bl.a. VISA og Mastercard stiller nye krav til sikkerheden ved betaling. De skærpede krav skal forhindre, at bilisternes kortoplysninger bliver stjålet af svindlere ved brug af avanceret scannerudstyr.
Desuden skal automaterne fremover tilbyde kontaktløs betaling, så man ikke behøver at indtaste sin kode, hvilket er en fordel i forhold til både sikkerhed og hygiejne.
Ikke muligt at betale med kontanter
I de nye automater vil der være muligt at betale med danske og udenlandske betalingskort samt de forskellige parkeringsapps, som i forvejen kan bruges i kommunens p-automater. Muligheden for at bruge kontanter forsvinder.
– De fleste kommuner har allerede droppet muligheden for at betale med kontanter i p-automaterne. Det vælger vi også at gøre. Dels bruges kontantbetaling næsten ikke længere, dels slipper vores medarbejdere for de sikkerhedsrisici, som altid er forbundet med at skulle tømme automaterne og fragte pengene til banken, forklarer Erik Harbo.
Sådan gør du
Ved ankomst
Indsæt dit kreditkort i automaten eller aktiver kontaktløs betaling med dit kort
Indtast bilens nummerplade
Herefter viser displayet, hvilken bil du har parkeret. Hvis det er den rigtige bil, godkender du parkeringen
Nu kan du forlade automaten. Du får ikke en kvittering, som du skal lægge i bilens forrude
Ved afgang
Indsæt dit kreditkort i automaten eller aktiver kontaktløs betaling med dit kort
Beløbet for parkeringen vises på skærmen
Hvis du kan acceptere beløbet, siger du ok
Hvis du ønsker det, udskriver automaten en kvittering