Kolding Netavis

Nye opgaver og flere alarmer på vej til frivillige brandmænd

Redaktion
Af Redaktion Christiansfeld
Flere alarmer og flere udrykninger på vej til disse to gæve brandpiger, Sara og Stine, hos Tyrstrup Frivillige Brandværn. Foto: sebro-press.

Fællesavisen kan afsløre, at der er flere opgaver på vej til de frivillige brandmænd ved Tyrstrup Frivillige Brandværn – og dermed også flere udrykninger- men mest til hændelser uden for lokalområdet.

Det kan der læses i et internt oplæg til en ny ”Risikobaseret Dimensionering for TrekantBrand”, som Fællesavisen er kommet i besiddelse af.

Det handler om en plan som fastsætter blandt andet, hvor mange brandstationer vi skal have, hvor de skal ligge, og hvor brandbilerne skal placeres, samt sammensætningen af de forskellige udrykninger med mandskab og materiel til de forskellige opgaver.

Flere udrykninger

Af planen, som endnu behandles internt, fremgår, at brandstationen i Christiansfeld, som huser det frivillige brandværn, skal opgraderes med to specialenheder, som skal rykke ud særskilt til hændelser spredt over det meste af TrekantBrand’s betjeningsområde.
De skal ifølge planen rykke ud med et specielt køretøj, bemandet med to brandmænd og en holdleder til hændelser med fastklemte ved trafikuheld og på fx virksomheder og lignende, samt ved hændelser, hvor der er sluppet kemikalier ud til skade for omgivelserne. Og det ventes at medføre en væsentlig stigning i antallet af udrykninger.

De to enheder fra station Tyrstrup skal med sin deltagelse assistere de stedlige lokale beredskaber ved nævnte hændelser med speciel viden og grej.

Planen for den nye dimensionering ligger dog foreløbig kun som et oplæg. Planen skal senere behandles og tiltrædes politisk. Først af Beredskabskommissionen og senere af byrådene i de fem kommuner, som er tilsluttet det fælleskommunale brandvæsen, TrekantBrand. Og det er kommunerne, Kolding, Middelfart, Fredericia, Vejen og Billund.

Hvis den vedtages er skal planen træde i kraft fra 1. januar 2023 – og den er lovbefalet.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel