Kolding Netavis

Nye karriereveje tegner sig: Prøv et fag

-For mig var det teknisk designer, der så mest spændende ud, og det er bare fedt at sidde her og tegne og designe, sagde Isabella Pedersen. Foto: HANSENBERG.

Elever i 8.-10. klasse kunne lørdag udforske en uddannelse efter eget valg på erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding. Det tilbud benyttede blandt andre Isabella Pedersen fra Askov sig af.

Aktiviteterne stod i kø, da erhvervsskolen HANSENBERG i Kolding lørdag inviterede indenfor til Prøv et fag.

Denne gang var det elever i 8.-10. klasse, som havde mulighed for at udforske en af skolens mange uddannelser – og finde ud af, hvad den indebærer.

Det var netop derfor, at 14-årige Isabella Pedersen fra Askov havde meldt sig til arrangementet – og selv valgt at se nærmere på uddannelsen til teknisk designer:

-Jeg overvejer at læse til dyrlæge, men det er godt at være åben over for andre muligheder. Så jeg er her for at prøve noget nyt, fortalte hun.

Inden valget faldt på teknisk designer, havde hun på HANSENBERGs hjemmeside undersøgt, hvad der kunne prøves af ved Prøv et fag.

-For mig var det teknisk designer, der så mest spændende ud, og det er bare fedt at sidde her og tegne og designe, sagde Isabella Pedersen, som havde sin mor med til arrangementet.

Lørdag den 28. januar 2023 er der igen mulighed for at få indblik i HANSENBERGs mange uddannelser, skolehjem og faciliteter, når skolen holder Åbent hus på samtlige adresser – herunder også HANSENBERG Tekniske Gymnasium.

Tagget med: ,
Del denne artikel