Søndag var der fælles jagt og kan måske være den sidste inden nye corona-regler træder i kraft.
Medlemmer fra Koldings jagtforeninger var søndag samlet i Lilballe til fælles drivjagt. De gældende corona-regler overholdes og klubhuset benyttes ikke. Og der var heller ikke varm middagsmad, som der plejer at være. I stedet kunne jægerne få en sandwich, som de enten kunne spise udenfor eller tage med hjem.
Søndagens jagt var arrangeret af Kolding Jægerråd på Kolding Kommunes kommunale jorde og skove – denne gang i Lilballe.
Men nye corona-regler træder i kraft mandag og her nedsættes forsamlingsfobuddet fra 50 til 10 personer. Og det kan sætte en kæp i hjulet på fremtidige jagter:
– Hvis der kun må være 10 personer med, så bliver jagterne aflyst. Jeg mener bare ikke, at regeringen er færdige med dette. Det kan ikke passe, at vi jægere, der holder god afstand ude i det fri, ikke kan dyrke vores sport, når de i fitnesscentret kan sidde og spytte hinanden ind i hovedet uden masker og inde i et lokale. Så kan det ikke passe, at vi ikke kan dyrke vores sport ude i det fri, fortæller jagtleder Kaj Madsen til Kolding Netavis.
Også formand for Bramdrup Sogns Jagtforening, Grethe Høien Johannesen, fastslår, at det er slut med at afholde jagter, mens man kun må være 10 personer:
– Som jæger er vi ude i naturen og der burde være masser af plads. Men et forsamlingsforbud på 10 personer betyder, at vi ikke kan gå på jagt, da vi altid er over 10 personer, siger Grethe Høien Johannesen til Kolding Netavis.
Der blev skudt 2 stk råvildt og 2 kokke på søndagens jagttur.
Se billederne nedenunder…