Kolding Netavis

Ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt

Hanne Andersen bliver ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt. Foto: Charlotte Dahl.

Hanne Andersen bliver ny sygeplejefaglig direktør på Sygehus Lillebælt. Hun kommer fra en stilling som oversygeplejerske på Medicinske Sygdomme og Akutafdelingen på sygehuset i Kolding og tiltræder 1. juni.

Sygehus Lillebælt får ny sygeplejefaglig direktør. 54-årige Hanne Andersen tiltræder stillingen 1. juni 2021, hvor hun tager over efter Helle Adolfsen, som har valgt at fratræde stillingen for at koncentrere sig om bestyrelses- og konsulentarbejde.

Hanne Andersen er uddannet sygeplejerske og har desuden en masteruddannelse i ledelse. Hun blev ansat som sygeplejerske på sygehuset i Kolding i 1990 og har siden 2011 arbejdet som oversygeplejerske.

Først på Fredericia Sygehus’ medicinske afdeling og sidenhen på Akutafdelingen og Medicinske Sygdomme på Kolding Sygehus, hvor hun har været leder for knap 500 medarbejdere.

Velfungerende sygehusenhed

I sin nye stilling får Hanne Andersen, sammen med administrerende sygehusdirektør Christian Sauvr og lægelig direktør Thomas Larsen, det overordnede ansvar for ledelsen af Sygehus Lillebælt, der tæller sygehusene i Kolding, Vejle og Middelfart.

Samarbejde på tværs

Som sygeplejefaglig direktør kommer Hanne Andersen til at arbejde indgående med de tværsektorielle patientforløb og den sygeplejefaglige udvikling på Sygehus Lillebælt.

Administrerende sygehusdirektør på Sygehus Lillebælt Christian Sauvr siger:

-Jeg glæder mig til samarbejdet med Hanne. Hun har stor indsigt og kendskab til Sygehus Lillebælt, og hun har lang erfaring med både sygeplejefaget og ledelse. Hun er meget optaget af at samarbejde på tværs og er god til at skabe netværk og relationer både internt og eksternt. Jeg er ikke i tvivl om, at vi får stor glæde af Hannes kompetencer.

Privat bor Hanne Andersen i Ødsted uden for Vejle med sin mand. Hun har tre børn, hvoraf ét er hjemmeboende.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel