Kolding Netavis

Ny skuespiller bydes velkommen

Mungo Park Kolding byder velkommen til ny ensembleskuespiller.

I starten af den kommende sæson byder Mungo Park Kolding velkommen til en ny skuespiller i det faste ensemble. Valget er faldet på den nyuddannede skuespiller Josephine Reumert Grau, som er født og opvokset i Kolding, skriver Mungo Park i en pressemeddelelse:

– Jeg er helt vildt glad for at være blevet fastansat på Mungo Park Kolding. Jeg føler mig både privilegeret og overvældet, det lyder måske klichéagtigt – men jeg forstår det ikke helt endnu, siger Josephine Reumert Grau, der i slutning af juni er færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Aarhus.

Debut på Dronning Dorothea Teatret

Josephine Reumert Grau har spillet teater siden hun var 9 år, blandt andet på Dronning Dorthea Teatret i Kolding. Siden debuten på scenen på Dronning Dorthea Teatret har skuespillet fyldt Josephines liv og efter sommer vender hun hjem til Kolding.

– Det bliver en lærerig udfordring for mig og jeg glæder mig til at starte prøver på Britta-forestillingen efter sommerferien. For mig er Mungo Park Kolding et spændende teater, der træffer modige valg og skaber nogle virkeligt interessante forestillinger, fortæller Josephine Reumert Grau.

Det vil allerede den 4. marts være muligt at se Josephine Reumert Grau på scenen på Mungo Park Kolding, når hun opfører sin afgangsforestilling ”Jeg står i kviksand og brøler som en hjort”. Forestillingen er en musikalsk intim monolog, der handler om en kvinde, der har tabt sig selv til kærligheden.

– Forestillingen handler om en forelskelse, der udvikler sig til hævngerrighed og apati, så der er store følelser på spil. Men sådan er det jo at være menneske, fortæller Josephine Reumert Grau, der selv har været en af de primære kræfter i udviklingen af forestillingen.

Forestillingen ”Jeg står i kviksand og brøler som en hjort” spiller på Mungo Park Kolding mandag den 4. marts klokken 19.30.

Del denne artikel