Kolding Netavis

Ny samarbejdsaftale om Grøn i Kolding skal godkendes

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Publikum, Grøn i Kolding. Foto: Elo Christoffersen.

By- og Fællesforvaltningen har fremlagt et forslag til en ny samarbejdsaftale om Grøn i Kolding, tidligere (Grøn Koncert, red.), mellem Muskelsvindfonden og Kolding Kommune for perioden 2025-2027.

Forslaget vil blive vurderet af Kultur, Økonomi og Strategi samt af byrådet, før en beslutning bliver truffet. Mandag bliver det drøftet i udvalget Kultur.

Kommunaldirektør Merete Dissing anbefaler, at samarbejdsaftalen bliver godkendt for at sikre fortsat støtte til Grøn i Kolding.

Aftalen forventes at fortsætte traditionen med at afholde musikbegivenheden i Seest Idrætspark i uge 29 i årene 2025, 2026 og 2027.

Velgørende kulturarrangement

Grøn er et velgørende kulturarrangement til fordel for personer med muskelsvind og er Danmarks største musikbegivenhed for unge og voksne, der nyder Tuborgs festlige atmosfære.

Muskelsvindfonden og Kolding Kommune vil fortsætte samarbejdet for at sikre gode koncertoplevelser og nødvendig infrastruktur som parkeringsarealer, beredskab og genetablering af området.

Finansieringen af den nye aftale kan håndteres inden for det eksisterende budget, der er afsat til samarbejdsaftalen med MusikKolding, som har det overordnede ansvar for planlægningen af Grøn og samarbejdet med Muskelsvindfonden.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel