Kolding Netavis

Ny lokalplan skal bane vej for seniorbofællesskab

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Attraktive seniorvenlige boliger skal erstatte den tidligere landbrugsejendom Seestgård på Holbergsvej i Seest. Plan-, Bolig- og Miljøudvalget har netop givet grønt lys til at igangsætte arbejdet med en ny lokalplan for området.

Interessen for seniorbofællesskaber er stor i Kolding. Det er konklusionen i en spørgeskemaundersøgelse foretaget tilbage i januar blandt Kolding Kommunes 55-80 årige. Den store interesse bliver nu mødt af en privat investor i Kolding, Pierre Ejendomme, der ønsker at bygge 26 rækkehuse i Seest på Holbergsvej 18-20, som skal danne rammen for seniorvenlige boliger med fokus på fællesskab. Det oplyser Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

– Vi har et stort fokus på, at vores boligtilbud skal matche borgernes ønsker og forskellige livsfaser, og derfor er jeg utrolig glad for, at vi har en privat investor, der har set det store behov og ønsker at bygge et seniorbofællesskab, siger Birgitte Kragh, formand for Plan-, Bolig- og Miljøudvalget.

Projektet kræver et nyt plangrundlag, da området i dag er udlagt til erhverv. På adressen ligger Seestgård, en tidligere landbrugsejendom, der står tom og ubrugt hen efter at have været brugt til erhvervsformål i en længere årrække. Ejendommens bygninger er ikke udpeget som bevaringsværdige og By- og Udviklingsforvaltningen gav i september i år tilladelse til, at ejendommen kan rives ned.

Med den nye lokalplan udlægges området til boliger med en maksimal bygningshøjde på 8,5 meter i to etager. Lokalplanen giver plads til 10 rækkehuse i to plan langs Holbergsvej og 16 rækkehuse i ét plan samt et fælleshus. For at sikre samspil med det omkringliggende boligområde ved Seestgårdsvej planlægges boligerne opført med saddeltage og i rød tegl.

Centralt i området er det planen, at et grønt fællesareal skal give plads til ophold og udendørsaktiviteter.

Forventningen er, at et forslag til en lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg for området kan være klar til politisk behandling i begyndelsen af 2020, og herefter skal forslagene i otte ugers offentlig høring.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel