Kolding Netavis

Ny leverandør af dagligvarer til ældre borgere

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Politik

Fra den 1. maj leveres dagligvarer til Kolding Kommunes ældre borgere, af en ny leverandør.

Kolding Kommune har gennemført et udbud, hvor Online supermarkedet Osuma afgav det bedste tilbud. Kommunen havde lagt vægt på såvel varesortiment, service og den pris, som borgerne skal betale for deres dagligvarer, som på den pris som kommunen skal betale Osuma for at modtage bestillinger og levere dagligvarerne til de visiterede ældre.

– Vi har via udbudskravene sikret, at Osuma fremadrettet yder den samme gode service til de ældre, som Intervare har gjort. Det vigtigste er nemlig, servicen overfor borgerne. Udbuddet betyder dog også, at Kolding Kommune sparer en del penge, der så kan komme de ældre til gode på anden vis. Det er i øvrigt vores forventning at overgangen fra Intervare til Osuma kommer til at foregå enkelt og uden, at de visiterede borgere vil mærke det store til overgangen, fortæller seniorudvalgsformand Søren Rasmussen i en pressemeddelelse.

Information til berørte borgere på vej

I de kommende dage vil de visiterede borgere, som Intervare har leveret til, modtage yderligere information fra deres hjemmehjælpere eller via brev fra Kolding Kommune. De ældre vil desuden lige efter påske modtage velkomstbrev og katalog fra Osuma, så de kan bestille varerne telefonisk eller med hjælp fra deres hjemmehjælper ligesom hidtil.

– Vi ser frem til at levere dagligvarer til Kolding Kommunes visiterede ældre. Vi har stor erfaring, fra andre kommuner, med at levere dagligvarer til målgruppen og yde de ældre en god service. Vi skal nu i dialog med hjemmehjælpsgrupperne og borgerne i Kolding Kommune, så vi sikrer, at indkøb af dagligvarer fungerer bedst muligt i forhold til den enkelte borger, siger direktør for Osuma, Carsten Pahlke.

– Jeg kan også love, at de borgere der har en privat hjemmehjælpsleverandør til indkøb af dagligvarer påvirkes ikke af ovenstående. De vil fortsat få leveret deres dagligvarer ved at den private hjemmehjælpsleverandør køber ind i nærmeste dagligvarebutik, siger Søren Rasmussen.

Kolding Kommune har indgået en 4-årig kontrakt med Osuma.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *