Læserbrev af Eva Kjer Hansen (V), borgmesterkandidat, Ndr. Ringvej 68, 6000 Kolding.
Rigtig mange virksomheder i Kolding kommune leverer på den grønne omstilling og verdensmålene. Derfor vil Kolding være det helt oplagte sted at placere én af de nye klimaerhvervsskoler, som regeringen har foreslået skal etableres tre steder i landet.
En klimaerhvervsskole skal være et center for læring og uddannelse af den arbejdskraft, virksomhederne efterspørger. Der skal ofte specialuddannede medarbejdere til for at løfte de grønne opgaver, lige som det vil kræve både nye og langt mere tværgående uddannelser at kunne matche fremtidens faglige behov.
I Kolding har vi alle forudsætninger for at samle uddannelsesinstitutioner, erhvervsliv og andre aktører om et grønt, innovativt uddannelsessted. Hansenberg har længe arbejdet med bæredygtighed og bæredygtige valg inden for de forskellige fagområder. IBC har indarbejdet verdensmålene i undervisningen, og AMU syd udbyder klimaorienterede kurser.
Kolding har en erhvervsstruktur, hvor mange industri-, transport- og fødevarevirksomheder leverer grønne løsninger og efterspørger arbejdskraft med grønne kompetencer.
Virksomhederne vil kunne bidrage til et grønt innovationsmiljø med deres faglige kompetencer og samtidig få gavn af det læringsmiljø, der vil kunne udvikles på en klimaerhvervsskole.
Forleden var vi samlet på tværs af partier, erhvervsliv og uddannelsesinstitutioner for at lægge en slagplan for, hvordan vi bedst kan komme i spil til én af de nye klimaerhvervsskoler. Der er fra regeringens side kun sat 100 mio. kr. af årligt, hvilket betyder at der også skal findes lokal medfinansiering for at ideen kan blive til virkelighed.
Inden for kort tid håber jeg, at vi kan sende en delegation af sted til møde med ministeren og/ eller det relevante udvalg i Folketinget. Kolding har det faglige miljø, der skal til.
Det skal vi have fortalt, og det skal vi gøre i et stærkt fællesskab mellem erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og politikere.