Koldings nye 3-årige HF-uddannelse er blevet en kæmpesucces.
Uddannelsen henvender sig til unge, der kæmper med autisme, angst, depression og opmærksomhedsforstyrrelser. Det er typisk unge, der enten ville falde ud af det ordinære uddannelsessystem eller slet ikke være kommet i gang med noget som helst.
Uddannelsen startede op lige efter sommerferien – og der har ikke været frafald og antallet af sygedage er lavere end man ser på de ordinære uddannelser.
-Det er ganske usædvanligt. Det er en kæmpesucces, hvis vi på den måde kan være med til at sikre en gruppe unge, der har det svært, en langt bedre start. Det kommer ikke alene dem til gode, men os alle sammen som samfund, siger formand for byrådets arbejdsmarkedsudvalg, Poul Erik Jensen (S).
Det er arbejdsmarkedsudvalget, der finansierer den 3-årige HF-uddannelse – som ligestilles med den ordinære 2-årige HF-uddannelse.
Flere kommuner, bl.a. Fredericia og Vejle har også sendt elever til den nye uddannelse.
-Når uddannelsen er kørt helt på plads i løbet af tre år, er det planen, at Kolding HF og VUC overtager uddannelsen og den økonomiske forpligtigelse, slutter Poul Erik Jensen.