Ny formand for Danske Handicaporganisationer i Kolding Kommune inviterer politikerne til samarbejde om øget tilgængelighed for alle.
Danske Handicaporganisationer i Kolding Kommune har valgt Rasmus Lund-Sørensen som ny formand på deres årsmøde, som blev holdt 1. september. Øget tilgængelighed er et af de temaer, som foreningen har fokus på.
– Det er vigtigt, at alle borgere har lige mulighed for at deltage i vores lokale samfundsliv”, siger den nyvalgte formand. Her er det en forudsætning, at der er adgang til eksempelvis bygninger og udearealer også for mennesker med handicap, fortæller Rasmus Lund-Sørensen i en pressemeddelelse.
En typisk udfordring med tilgængelighed er trapper, og her er det ikke kun mennesker i kørestol, der vil have glæde af øget tilgængelighed.
– Den unge mor med barnevogn eller den ældre borger, der er dårligt gående vil også nyde godt af fx at kunne deltage i et møde, hvor der er nem adgang til mødelokalet, siger Rasmus Lund-Sørensen, der håber, at byrådspolitikerne vil være med til at sikre, at alle borgere kan have et aktivt liv og gøre brug af kommunens mange gode tilbud.
Danske Handicaporganisationer i Kolding Kommune er en sammenslutning af lokale handicaporganisationer, der arbejder politisk for et samfund, hvor personer med handicap på lige fod med alle andre medborgere har retten til fuld og lige deltagelse i samfundslivet.
Rasmus Lund-Sørensen siger om sig selv:
– Jeg er nok det man kan kalde en kriger på handicapområdet og har arbejdet med det på forskellige plan i 15 år, slutter han.