Nu er der endnu bedre forhold for gæstesejlere i Kolding, da der er blevet etableret en ny flydebro i inderhavnen.
Den nye anløbsbro betyder, at sejlere nu kan få op til 20 ekstra pladser tæt på byens centrum, lige ved streetfood-området, nær banegården og i gåafstand til mange butikker.
Med den nye flydebro vil det også blive lettere at komme til og fra bådene på grund af skiftende vandstande i havnen. Kolding Havn har fået tilladelse fra Søfartsstyrelsen til at etablere den midlertidige anløbsbro, men vil i tilfælde af stor interesse, overveje at søge om en permanent tilladelse.
Etableringen af den nye flydebro administreres af Kolding Lystbådehavn, som også tidligere har stået for ophold for lystsejlere i inderhavnen.
Med det nye tiltag håber Kolding Havn på, at gæstesejlerne vil bidrage med liv og handel i byens centrum, og at havnen fortsat kan være en aktiv del af byens liv.
Se billederne øverst i artiklen…