Christiansfeld

Ny digital guidetur i Christiansfeld

Offentliggjort for

den

Wayfinderen tager lokale og gæster med rundt til en fortælling om byen og genforeningen i Christiansfeld. Pressefoto.

Museum Kolding er glad for at kunne præsentere en helt ny digitalt guidet tur i Christiansfeld.

Wayfinderen, som den hedder i app’en Vizgu, tager lokale og gæster med rundt til en fortælling om byen og genforeningen i UNESCO-byen Christiansfeld.

I den seneste tid har udviklere og kodefolk ved virksomheden Vizgu haft ekstra travlt med at lave den splinternye digitale guide klar. Guiden tager gæster og godtfolk med på en god travetur rundt i UNESCO-byen Christiansfeld, oplyser Museum Kolding i en pressemeddelelse.

Ønsker man at gå med guiden, skal man udføre fire lette trin, og så er man i gang. Det kan man få hjælp til i museumsbutikken i Christiansfeld, hvor man også køber koden til turen. Meget snart kan wayfinderen ligeledes købes digitalt.

Muligt kongemøde

Den guidede tur er i sin fulde længde fem kilometer med otte stop undervejs, hvis man vil have det hele med, men det er selvfølgelig muligt at afkorte ruten undervejs. Et kort (som nogen kender det fra Google Maps med pil og retning) viser, hvor man skal gå hen.

Ved de forskellige stop er det muligt at høre eller læse om netop dette sted, og langs ruten vil der også dukke overraskelser op. Man møder måske Christian 7., som også godt kan lide at spadsere rundt i Christiansfeld.

-Vores nye guidede tur er et af de mange greb, Museum Kolding kommer til at lave på formidlingssiden. Netop denne digitale tur står fint på skuldrene af vores vision om at skabe fremtidens museum, der vækker begejstring og nysgerrighed for folkets historie. Det er jo netop det, vi gør med denne wayfinder, siger Rune Lundberg, direktør for Museum Kolding.
Lokale står bag app’en

Guiden er en helt ny og moderne måde at tænker byvandringer på. Museum Kolding har lavet turen i samarbejde med den lokale virksomhed Vizgu. Vizgu, som app’en også hedder, viser kulturarv baseret på fremtidige og fremspirende teknologier. Bag virksomheden står de to brødre og koldingensere Esmir Juhl Ibricic & Mensur Ibricic.

-Når vi udvikler i Vizgu, går vi frem efter en helt særlig fremgangsmåde baseret på co-creation, som betyder, at vi udvikler vores produkt sammen med vores kunder. På den måde har Museum Kolding spillet en central rolle i udviklingen af wayfinders med co-creation tilgang. Vi håber, at andre museer vil lade sig inspirere af den måde at udvikle og arbejde på, siger Esmir Ibricic.

Levende fortællinger om byen

Når man på sin vej rundt i Christiansfeld med wayfinderen i hånden kommer til udvalgte steder, møder man medarbejdere fra Museum Kolding, som kan fortælle særlige ting om byen. Museumsinspektør Louise Klinge fortæller om, hvorfor man har brugt de karakteristiske gule mursten, og museumsinspektør Neel Gotthardt ved en hel masse om Brødremenighedens hotel.

-I arbejdet med den nye wayfinder har vi leget med teknologien augmented reality. Det har virkelig været sjovt – og en helt ny måde at se ind i kulturarv og formidling af vores museums viden. På den måde kan man i Christiansfeld møde selveste Christian 7., slutter Rune Lundberg.

Populære artikler

Exit mobile version