Kolding Netavis

Ny cykelsti skal få flere pendlere til at tage cyklen

Arbejdet med at anlægge den nye cykelsti starter fra Skolebakken på den sydlige side af Lyshøj Allé. Foto: Kolding Kommune.

Kolding Kommune går nu i gang med at lave en ny cykelsti på Lyshøj Allé i Kolding, som bl.a. skal gøre det mere attraktivt for cyklisterne i området at pendle til og fra midtbyen.

Cykelstien og flere andre initiativer skal samtidig skabe en mere tryg skolevej for børnene på Lyshøjskolen.

Projektet ventet at stå færdigt til november. Indtil da må trafikanterne indstille sig på, at det i en periode bliver lidt mere besværligt at færdes på vejen.

Cykelstien etableres på den 800 meter lange strækning mellem Skolebakken og Forstallé. I dag benyttes vejen dagligt af 150 cyklister, men håbet er, at cykelstien vil få flere til at tage cyklen.

-Vi vil meget gerne have flere til at cykle. Det vil mindske trængslen på vejene og understøtte en mere klimavenlig og bæredygtig form for transport, fortæller Jakob Ville (V), formand for udvalget Plan og Teknik, i en pressemeddelelse.

-I forvejen har vi gode stier i området, og med cykelstien skaber vi en sammenhængende og tryggere rute til Kolding midtby, som forhåbentlig kan få flere pendlere til at cykle. Det kan både være dem, der arbejder og studerer i centrum, og dem der skal med tog eller bus.

cykelsti lyshoej alle kort
Den nye cykelsti – markeret med rødt – anlægges på Lyshøj Allé på strækningen mellem Skolebakken og Forstallé. Foto: Kolding Kommune.

To etaper

Arbejdet med at etablere den nye cykelsti går i gang inden for de nærmeste dage ved Skolebakken.

-Vi begynder med den sydlige side af Lyshøj Allé. Herefter tager vi fat på cykelstien på den nordlige side. Strækningen foran Lyshøjskolen ombygges i sommerferien, hvor skolen er tom. Samtidig har vi i resten af anlægsperioden bedt entreprenøren om, at der ikke må være store maskiner ved skolen kl. 8 og kl. 13, hvor der er flest børn på vejen, forklarer Peter Søndergaard, projektleder.

Cykelsti, m.m.

I dag er cyklisterne henvist til smalle cykelbaner markeret med opstribning. Cykelbanerne fjernes, og der inddrages et stykke af kørebanen for få plads til en cykelsti med en bredde på 1,80 meter i begge sider af vejen. Udvidelsen ventes at kunne gennemføres uden at fælde nogle af træerne langs Lyshøj Allé.

Ud over cykelstien består projektet af flg. elementer:

Der etableres tre krydsningsheller, så det bliver lettere at krydse den trafikerede Lyshøj Allé for forgængere og cyklister

Zonen med anbefalet 30 km/t ud for skolen udvides, og der etableres bump før og efter feltet for at få bilisterne til at sænke farten.

Sammenlagt vil projektet koste seks mio. kr., hvoraf halvdelen kommer fra staten via den nationale cykelpulje.

Trafikale gener

Omkring 4.500 biler kører dagligt på strækningen mellem Skolebakken og Forstallé. Frem til november må bilisterne indstille sig på, at trafikken i perioder bliver påvirket af anlægsarbejdet.

-Jeg forventer, at vejen vil være åben for trafik i begge retninger under hele anlægsperioden. Men man skal indstille sig på, at det specielt i myldretiden kan blive lidt mere besværligt at komme frem og tilbage, siger Peter Søndergaard.

Fodgængere og cyklister på den side af vejen, hvor der arbejdes, vil blive henvist til stierne bag Lyshøj Allé.

Også busdriften kan blive berørt. Busserne kan stadig køre på strækningen, men i perioder vil det ikke være muligt at betjene enkelte stoppesteder.

Tagget med: , ,
Del denne artikel