Et nyt oplevelses- og læringsrum er på vej i Munkebo i Kolding.
Første spadestik til et nyt oplevelses- og læringsrum i Munkebo er taget, og børn, voksne og ældre i området kan få glæde af den nye attraktion i begyndelsen af foråret.
Oplevelses- og læringsrummet vil bestå af bede med vilde blomster og stauder, træer, træstammer og højt græs, som inviterer sommerfugle, insekter og fugle ind i anlægget.
Attraktionen er blevet til gennem et tværfagligt samarbejde mellem ALFABO, afdelingsbestyrelsen i Munkebo, Munkevængets Skole og Katrine Turner fra Vildskab og støttet af blandt andet Kolding Kommunes bydelspulje, EWII samt Kolding Kommunes Den Grønne Fond.
Udendørs biologilokale
Ifølge bygge- og udviklingschef i ALFABO Stefan Vestergaard er det meningen, at oplevelses- og læringsrummet skal understøtte de flotte grønne områder i Munkebo med vild natur og biodiversitet.
-Oplevelses- og læringsrummet vil samtidig tilbyde Munkevængets Skole et udendørs biologilokale, hvor eleverne kan modtage konkret og undersøgelsesbaseret undervisning. Det skal også være et udflugtsmål for institutionerne i bydelen, siger Stefan Vestergaard i en pressemeddelelse.
Aktivitetsdage
Oplevelses- og læringsrummet vil blive placeret ved det grønne område ved siden af afdelingens fælleshus Den Grønne Gren, hvor tarzanbanen og hoppepuden også ligger. I løbet af foråret vil der blive afholdt aktivitetsdage for børn, voksne og ældre, hvor der blandt andet skal plantes blomster og stauder i de mange bede.
Udviklingen af oplevelses- og læringsrummet er en del af ALFABOs arbejde med fysiske omdannelser og sociale tiltag i bydelen. Arbejdet skal blandt andet munde ud i flere aktiviteter og arrangementer og større sammenhængskraft på tværs af kulturelles skel i bydelen.