Vamdrup-virksomheden har ansat en ny administrerende direktør.
Søren Munch er tiltrådt som administrerende direktør i industrivirksomheden Teknos i Vamdrup efter Sten Søgaard, der er fratrådt. Det oplyser Teknos i en pressemeddelelse.
Søren Munch tilfører solid international ekspertise fra en række forskellige industrier varierende fra produktion af containere over møbler til fødevarer. Han kommer med 25 års erfaring inden for ledelse og udvikling af mellemstore danske og store internationale matrix-organisationer. Senest har Søren Munch i godt 10 år været administrerende direktør i Hamlet Protein – en procesindustri-virksomhed, der producere unikke proteinløsninger.
Stærkt fokus på kunderne
Paula Salastie, ejer i Teknos-koncernen, siger om den nyansatte direktør for det danske selskab:
– Søren Munch kombinerer strategisk tænkning og et stærkt menneskesyn for at opnå målene i sit virke. Med sit kommercielle mindset fokuserer han på hele værdikæden, alt imens han hele tiden har et stærkt fokus på kunderne.
Om sin nye stilling hos Teknos A/S siger Søren Munch:
– Teknos er kendt for meget høj teknisk viden kombineret med kundefokuseret innovation. Den danske enhed besidder nogle unikke kompetencer, og jeg glæder mig til at bringe dem i spil over for både de danske kunder og i samarbejdet med den globale organisation i Teknos.
Teknos A/S producerer maling til industrien og har knap 200 medarbejdere på fabrikken i Vamdrup, som Søren Munch nu står i spidsen for.