Kolding Netavis

Ny administrationschef med rødder i det lokale

Om få dage træder Majken Østerby Christiansen, Museum Koldings nye administrationschef, ind ad døren, og skal varetage alle de administrative processer i museet.

Museum Kolding har fundet museets nye administrationschef. Majken Østerby Christiansen er blevet valgt, blandt et meget stærkt og mangfoldigt ansøgerfelt, til den ledige stilling som administrationschef.

-Vi er glade for at byde velkommen til Majken, som gennem en meget grundig ansættelsesproces har sagt ja tak til at starte ved Museum Kolding. Jeg har fuld tillid til, at Majken kan løfte opgaven i Museum Kolding, og jeg ser det som en stor fordel med alle de erfaringer, som Majken bringer med sig fra dagligvarebranchen, fortæller direktør for Museum Kolding, Rune Lundberg.

Baggrund fra Lidl

Majken har en stærk baggrund fra Lidl, hvor hun gennem mange år, både internationalt og i Danmark, har været med til opbygningen af dagligvarekæden i Danmark.

De seneste otte år har Majken arbejdet som Head of Regional HR & Administration ved Lidl regionskontor i Kolding. Herfra har hun og kollegerne været med til at understøtte virksomhedens forretninger i Jylland og Fyn med alle de administrative- og personalemæssige sager.

Majken er før sine år i det danske Lidl, blevet oplært i både Tyskland og Norge, og har således arbejdet internationalt.

-Jeg har sagt ja, til at være med på den her spændende rejse med Museum Kolding, som ansvarlig for de administrative processer, og jeg glæder mig til at prøve kræfter med en helt ny branche, siger Majken Østerby Christiansen.

Majken er 41 år gammel og bor i Christiansfeld med sin mand og datter.

Majken har første arbejdsdag ved Museum Kolding 15. november.

Del denne artikel