Kolding Netavis

Nu starter ombygningen af trafikeret kryds

Mandag den 15. november begynder arbejdet med at ombygge krydset på Skamlingvejen/Kløvervej i Kolding.

Anlægsarbejdet betyder, at trafikken på de befærdede veje i mindre omfang vil blive påvirket de kommende måneder.

-Vores entreprenør tilrettelægger arbejdet, så trafikken bliver påvirket mindst muligt. Men det kan ikke undgås, at både bilister, cyklister og fodgængere i perioder vil blive berørt, forklarer ingeniør Jørn Carstensen.

Firbenet kryds

Det trebenede kryds ombygges til et firbenet kryds med signalanlæg og flere svingbaner. Den fjerde tilkørsel giver adgang til en ny og større plads til bådoplag for lystsejlerne på arealet mellem Skamlingvejen og hundeskoven.

Signalanlægget vil gøre det lettere for trafikanterne fra Kløvervej at komme ud på Skamlingvejen, og i det hele taget kommer trafikken til at glide lidt bedre i det befærdede område, som dagligt benyttes af flere end 10.000 bilister.

I den første uge vil kommunens entreprenør, M.J. Eriksson, foretage ledningsarbejde i rabatten ind mod den nye bådoplagsplads. Det arbejde vil ikke påvirke trafikken.

Mandag den 22. november går anlægget af det nye kryds for alvor i gang. I første fase vil der blive arbejdet på den nordlige side af Skamlingvejen ind mod den nye bådoplagsplads. Når den del er færdig, rykker entreprenøren og hans folk videre til den modsatte side af Skamlingvejen ved Kløvervej.

-Vejene vil være åbne i hele anlægsperioden, men der kommer hastighedsbegrænsning i begge retninger, så bilisterne skal sætte lidt ekstra tid af til turen. De opgaver, som påvirker trafikken mest, udfører vi uden for myldretiden for at minimere generne mest muligt, oplyser Jørn Carstensen.

Ombygningen af krydset, som koster 3-4 mio. kr., ventes afsluttet i marts måned. Herefter monteres det nye signalanlæg, så det nye kryds – med forbehold for dårligt vintervejr – kan tages i brug til foråret.

Del denne artikel