Kolding Netavis

Nu må du igen bade ved Rebæk Strand

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Rebæk
Rebæk Strand. Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

Nu kan du igen tage en dukkert ved Rebæk Strand.

Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at det ikke længere er sundhedsfarligt at bade ved Rebæk Strand. Derfor er skiltene, som frarådede badning, blevet fjernet fra stranden. Der er igen et grønt flag ved Rebæk Strand i badevands-app’en.

Efter de dobbelte skybrud sidste weekend blev der taget badevandsprøver, som viste klare overskridelser af grænseværdierne for e-coli bakterier og enterokokker ved Rebæk Strand. Efter aftale med Styrelsen for Patientsikkerhed frarådede Kolding Kommune badning, men torsdag blev der taget nye badevandsprøver.

De nye prøvesvar, som Kolding Kommune modtog lørdag, viste lettere forhøjede værdier af e-coli bakterier, men der er ingen overskridelser af enterokokker.

Ingeniør Per Bruun fra Kolding Kommune fortæller, at han har været i kontakt med Styrelsen for Patientsikkerhed, og at styrelsen ikke længere ser grund til at fraråde badning, selvom der var en lille overtrædelse af e-colibakteriens niveau i torsdagens vandprøver. Styrelsen bemærker, at der har været masser af sol og minimal nedbør siden da, og der har ikke været nogen rapporter om overløb.

Nye badevandsprøver

Der vil igen blive taget badevandsprøver ved kommunens strande tirsdag. Inden man tager en dukkert, anbefales det at tjekke badevands-app’en, som løbende beregner badevandskvaliteten baseret på faktorer såsom nedbør, strøm og vind. Badevands-app’en hedder “Badevand”.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel