Kolding Netavis

Nu må du køre ind til apoteket

Kolding Kommune åbner op for kørsel til apotek i gågaden.

For at begrænse coronasmitte anbefaler myndighederne, at vi undgår at stå tæt på andre mennesker og det kan være vanskeligt, hvis man har brug for at hente medicin på apoteket. Løve Apoteket i Jernbanegade har derfor oprettet et drive in apotek i Jernbanegade, hvor kunder kan bestille medicin på nettet og hente det uden at skulle forlade bilen.

– Vi befinder os i en usædvanlig situation, og vi vil gerne bidrage til at understøtte myndighedernes tiltag for at begrænse coronasmitte. Derfor har vi og politiet hastebehandlet et ønske fra Løve Apoteket i Jernbanegade om, at vi midlertidigt tillader kørsel i gågaden til apoteket, fortæller trafikplanlægger Maja Grøndberg fra By- og Udviklingsforvaltningen, i en pressemeddelelse.

Hun understreger, at indkørslen til apoteket skal foregå i retning fra lyskrydset i Buen/Fredericiagade/Munkegade og at der er udkørsel ad Gråbrødregade, Klostergade og Munkegade. Man kan med andre ord ikke køre hen til apoteket fra Gråbrødregade, da gaden midlertidigt vil blive ensrettet. Samtidig har Kommunen og politiet også ophævet standsningsforbuddet i gågaden, så apotekets kunder kan sidde i deres bil, mens de får udleveret deres medicin.

– For at gøre det nemmere for borgerne, er vi i gang med at opsætte midlertidige vejvisningsskilte som hjælper bilisterne med at orientere sig og bedre at kunne overskue de nye forhold. Det er vigtigt at alle overholder den nye kørselsretning, så vi ikke får skabt farlige situationer, siger Maja Grøndberg og tilføjer:

– Det er samtidig vigtigt at understrege, at strækningen på Jernbanegade stadig er gågade, og bilisterne skal derfor køre forsigtigt og tage hensyn til fodgængerne.

Midlertidige p-pladser er oprettet i Klostergade

For at gøre det nemmere for borgerne at komme til læge og på apoteket i midtbyen, har Kolding Kommune oprettet midlertidige p-pladser i Klostergade. Det er områder i gaden, som tidligere har været brugt til parkering og som er markeret med brostenskant.

– De midlertidige p-pladser er forbeholdt borgere, der har ærinde hos læger og apoteket, og det håber vi, at alle vil respektere, understreger Maja Grøndberg.

Se kommunens vejviser til apoteket nedenunder….

Tagget med:
Del denne artikel