Renoveringen af lokalerne er startet.
I november måned lukkede Guldbageren på Vejlevej i Bramdrupdam pludselig fra den ene dag til den anden. Men nu kommer der liv i butikken igen. “Bare god mad”, også kendt som Bramdrupdam Smørrebrød, har nu overtaget bygningerne, hvor den tidligere Guldbageren holdt til.
Og der er en helt særlig grund til, at indehaver Martin Andersen nu har overtaget den tidligere bagerbutik:
-Vi har længe manglet plads. Så da jeg hørte, at Kaj Bonde ville lukke Guldbageren, løb jeg over til ham for at høre om vi kunne finde ud af jeg eventuelt kunne leje lokalerne. Efter nogen tid fandt vi ud af, at jeg skulle købe det i stedet for. Vi manglede rigtig meget plads, fordi vi har så travlt med vores catering og firmaordninger. Vi er seks kokke, der render rundt og har alt for lidt plads her, hvor vi er nu. Så da chancen bød sig måtte jeg jo slå til, fortæller indehaver Martin Andersen til Radio Kolding, der fangede ham midt i den store renovering, som de allerede er gået i gang med i de gamle bagerilokaler.
Samtidig løftede Martin Andersen så også lige sløret for, at man fremover – udover mad og smørrebrød – nu også vil tilbyde kunderne friskbagt brød:
-Vi har ansat en bager, som skal bage alt det brød og kage vi selv bruger i cateringen og til de firmaordninger vi leverer til, og derudover vil vi også åbne op for salg brød i butikken, forklarer Martin Andesen.
De gamle lokaler bibeholdes indtil videre
Og når nu “Bare god mad” rykker ind ved siden af, så kommer de gamle lokaler til at stå tomme. Men indtil videre er der ikke aktuelle planer for, hvad der skal ske med dem:
-Selvom vi nu får tre gange så meget plads, så ved jeg jo ikke om vi rent faktisk kan være der i de nye lokaler, når vi også skal have bageridelen med. Så indtil videre venter jeg lige med at afgøre, hvad der skal ske med dem, siger han.
Martin Andersen vil heller ikke sætte en fast åbningsdag på, hvornår man slår dørene op i den nye butik men siger:
-Vi arbejder hårdt på at bliver klar, men det er virkelig en stor omgang vi skal igennem med renoveringen af lokalerne. Men mon ikke vi kan nå at blive klar til åbning i vinterferien. Det vil vi i hvert fald satse på, slutter Martin Andersen.