Kolding Netavis

Nu kan du søge om del i Bydelspuljen

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding

Drømmer du og dine naboer om at skabe en fælles grøn oase i jeres bydel i Kolding? Eller har I helt andre idéer og drømme for lokalområdet? Så er det nu og senest den 3. marts, I kan søge om støtte til et projekt i Bydelspuljen.

Nye borde og bænke, legeplads og nyt mødested. Det var nogle af de projekter, der sidste år fik støtte fra Bydelspuljen. Hvis I også vil have del af midlerne, er det nu I skal gå sammen i grundejerforeningen, klubben, eller lokalrådet og forfatte en ansøgning. Jo flere I går sammen om at udvikle jeres bydel, jo større chancer for at modtage midler fra puljen, skriver Kolding Kommune i en pressemeddelelse.

Lige som sidste år opfordrer Lokaldemokratiudvalget, der uddeler midlerne fra Bydelspuljen, også i år til, at ansøgerne udvikler bæredygtige projekter ved at tænke FN´s 17 Verdensmål og cirkulær økonomi ind i projektet.

– I Kolding Kommune har vi store, grønne ambitioner og vi vil rigtig gerne have borgerne med ombord. Sidste år gav vi eksempelvis tilskud til en grundejerforening, der lavede en ny legeplads med brugte legeredskaber og til et grønt område, med genbrugsfliser og bivenlige planter. Vi oplevede med andre ord, at rigtig mange af ansøgerne havde gjort sig nogle fine bæredygtige tanker, og det håber vi de gør igen i år, fortæller Ole Alsted, formand for Lokaldemokratiudvalget.

Byrådet har afsat 425.000 kroner årligt til Bydelspuljen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel