Så er det nu, du skal slå til, hvis du vil være en del af dette års Kolding Kulturnat.
Kolding Kulturnat finder i år sted fredag den 21. august. Alle, der har lyst til at byde ind med aktiviteter på Kulturnatten, kan melde ind nu og frem til den 15. maj. Det håber arrangøren, Kultur og Event i Kolding Kommune, at rigtig mange vil gøre.
– Kolding Kulturnat er 100 procent afhængig af, at aktører, frivillige foreninger, organisationer, restauratører, kulturinstitutioner og andre bidrager med aktiviteter. Uden dem – ingen Kulturnat. Eller i hvert fald en meget lille en, siger projektleder Mette Fersløv Schultz fra Kultur og Event i en pressemeddelelse.
Hun forklarer, at Kulturnatten er en kæmpe showcase, hvor man har mulighed for at vise, hvad man kan, for et stort publikum. For eksempel på Dansescenen, hvor blandt andet danseskoler og -foreninger plejer at optræde. Eller på nogle af musikscenerne rundt om i byen.
– På Tombolapladsen vil vi gerne have en musikscene, der primært er for unge musikere. Vi opfordrer derfor alle musikere, sangere, rappere og DJ’s i alderen 15-25 år til at melde ind, siger Mette Fersløv Schultz.
Tilmelding til Kolding Kulturnat foregår på www.kolding.dk/kulturnat frem til den 15 maj. Foruden dans og musik/sang kan man også tilmelde sig teater eller opvisning, eksempelvis korte teaterforestillinger, gymnastikopvisning, en flashmob eller et modeshow. Derudover kan man tilmelde sig en stand eller bod. Det gælder eksempelvis foodtrucks og frivillige foreninger.
– Rammerne for aktiviteter er vide, men kodeordet er netop aktivitet. Om det er ansigtsmaling, uddeling af smagsprøver, tovtrækning, kæmpe vendespil eller noget helt femte, er op til aktørerne. Men der skal være noget for Kulturnattens gæster at komme efter, så at sige, forklarer Mette Fersløv Schultz og understreger, at man altid er velkommen til at kontakte hende eller Kultur & Event, hvis man har spørgsmål.
Kolding Kulturnat har hvert år et tema. I år er temaet ”På den anden side” – et tema som relaterer sig til 100-året for Genforeningen, som Kolding Kommune fejrer i stor stil i løbet af året. Aktører må derfor meget gerne tænke temaet ind i deres aktiviteter, men det er ikke et krav.