Kolding Netavis

Nu kalder kontoret: Sådan lærer du din hund at være alene hjemme

Det kræver en stor indsats og træning, inden man skal tilbage på kontoret, så overgangen bliver så blid som mulig for hunden. Pressefoto.

Der venter en ny virkelighed, når corona-krisens mange nye hunde skal være alene hjemme for første gang, når ejerne igen skal på arbejde. Alm. Brand giver en række gode råd, så det bliver det en god oplevelse for din hund at være alene hjemme igen.

Nyheden om at flere kan vende tilbage til arbejdspladsen har næppe begejstret de mange hunde, der har nydt deres ejeres selskab døgnet rundt i over et år.

Det kræver derfor en stor indsats og træning, inden man skal tilbage på kontoret, så overgangen bliver så blid som mulig for hunden.

-Det er dejligt, at mange flere kan vende tilbage til arbejdspladsen, men det er vigtigt, at de mange hundeejere husker at vænne deres firbenede ven til at være alene hjemme igen. Ellers bliver hunden frustreret, og tit kan det gå ud over husstanden, siger Brian Wahl Olsen, direktør for Skade og Forebyggelse hos Alm. Brand, i en pressemeddelelse.

Hos forsikringsselskabet har man blandt andet haft en sag, hvor en hund spiste sig igennem en bryggersdør for derefter at gå amok i køkkenet.

Sidste år satte salget af hundehvalpe rekord, og der venter især de nye hundeejere en stor opgave.

-Typisk lærer man sin hund at være alene hjemme, når den er hvalp, men vi står med en hel generation af hunde, der har været vant til mere selskab, flere gåture og øget aktivitet. Her skal de nye hundeejere være særligt opmærksomme, fortællerr Brian Wahl Olsen.

En blid overgang

Fra 1. august forventes det, at alle på hjemmekontoret kan vende tilbage til arbejdspladsen og med sommerferiens snarlige kommen, er der god mulighed for hundeejerne til at begynde træningen.

-Der er ingen grund til at gå i panik, hvis hunden har rendt mellem ens fødder i over et år. Det er aldrig for sent, og sommerferien er et oplagt tidspunkt, hvor man gradvist og med god samvittighed kan lære sin hund at være alene hjemme, inden den ’rigtige’ arbejdsdag igen begynder, siger Brian Wahl Olsen.

Når man skal lære sin hund at være alene hjemme, er det vigtigt, at den har været aktiv.

-Det er en rigtig god ide at starte morgenen med en god lang gåtur efterfulgt af lidt hjernegymnastik for hunden, så den er afslappet både fysisk og mentalt, når du skal hjemmefra. Og så er det vigtigt med faste ritualer, så hunden ved, hvad der skal ske og er tryg ved det. I sidste ende handler det om at gøre det, der føles rigtigt for dig og din hund, forklarer Brian Wahl Olsen.

Sådan kommer du i gang med træningen

• Begynd træningen så hurtigt som muligt.

• Gå en lang tur, der stimulerer hundens sanser, inden du går i gang med træningen.

• Start i små intervaller, hvor hunden er alene i et par minutter. Gå ud med skraldeposen eller tøm postkassen.

• Brug et fast ritual eller vending, så hunden ved, hvad der skal ske.

• Sørg for ikke at gør et stort nummer ud af det, når du skal ud ad døren. Og undgå at giv hunden alt for meget opmærksomhed, så den tror, at der skal ske en masse.

• Hvis hunden reagerer ekstremt, når du rør dørhåndtaget, så rasl lidt med pung og nøgler i ny og næ uden at forlade hjemmet, så den vænner sig til lyden og mister interessen.

• Har du en ældre hund, så prøv langsomt at væn den af med lufteture midt på dagen. På den måde lære hunden (og dens blære) at holde sig til senere på eftermiddagen, når du kommer hjem fra arbejde.

Tagget med:
Del denne artikel