Energiselskabet i Kolding er nu kommet på Twitter.
Der bliver altid holdt øje med el, vand og varme i Trekantområdet. Helt bogstaveligt!
Hos Trefor i Kolding sidder driftsovervågningens vagter 24 timer i døgnet, og sikrer, at der ikke sker nedbrud – og når der gør, sender vagterne teknikere ud, så hurtigt de kan.
Følg med på Twitter
Og nu kan borgeren i Trekantområdet – og andre interesserede – følge med helt ind i maskinrummet, for selskabet har fået en Twitter-konto:
– Vi lægger et tweet på, hver gang, der er en driftsforstyrrelse. Det gør vi i forvejen på vores hjemmeside, trefor.dk, men med det sociale medie kan vi hurtigere få nødvendig information spredt, og vi kan løbende komme med opdateringer, siger driftsovervågningschef Carsten Rosenberg Pedersen i en pressemeddelelse.
Driftsforstyrrelser kan dække over hændelser som brud på vandledninger – som den aktuelle i Vejle -, strømafbrydelse eller afbrud i varme-forsyningen. Vil man som borger orientere sig om driften af el, vand eller varme, så er det bare ind på Twitter og følge profilen @TREFORdognvagt og følge med.
Det er ikke tilfældigt, at Trefors driftsovervågning har valgt netop Twitter. Det er det sociale medie, som BeredskabsDanmark har valgt som sit foretrukne.
– Politiet, brandvæsenet og DMI er alle meget aktive på mediet. Så borgerne er allerede vant til, at servicemeddelelser kommer på Twitter – nu kan vi så udvide med tweets om borgernes forsyning, forklarer Carsten Rosenberg Pedersen.
Når der sker en driftsforstyrrelse, vil Trefor altid tage direkte kontakt til de berørte borgere med den relevante information. Twitter er således en ekstra service, og erstatter ikke den vanlige kommunikation fra selskabet.