Kolding Netavis

Nu er der overskydende skat på vej til borgere i Kolding

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Foto: Elo Christoffersen (Arkivfoto)

57.394 borgere i Kolding Kommune får penge tilbage i skat.

Når Skattestyrelsen fra i dag, fredag, udbetaler knap 19,5 mia. kr. i overskydende skat, står ca. 770.000 borgere i Region Syddanmark til i gennemsnit at få udbetalt 5.090 kr. I Kolding Kommune kan 57.394 borgere vente på, at penge triller ind på kontoen. I gennemsnit får borgere her i kommunen 5.744 kroner tilbage i skat, oplyser Skattestyrelsen.

– For mange er det en god dag, når de får udbetalt overskydende skat. Men det er værd at huske på, at det er et tegn på, at man har betalt for meget i skat i løbet af 2020. Derfor er det en god ide at benytte anledningen til at tjekke, om forskudsopgørelsen for 2021 stemmer, så man ikke kommer til at betale enten for meget eller lidt i skat i år, siger Karoline Klaksvig, der er underdirektør i Skattestyrelsen.

Her i Region Syddanmark får borgerne i Middelfart Kommune i gennemsnit flest penge tilbage i skat, mens borgere på Ærø får mindst.

Mens ca. 3,6 mio. borgere ind til videre er blevet mødt af et grønt tal i årsopgørelsen, er godt 900.000 borgere blevet mødt af et rødt tal og dermed en restskat. Restskatten udgør på nuværende tidspunkt knap 7,1 mia. kr. – eller gennemsnitligt 7.744 kr. Den samlede overskydende skat og restskat til danskerne vil løbende ændre sig, idet fristen for at ændre årsopgørelsen først udløber 1. maj.

Ingen penge på kontoen kan skyldes dette

For borgere, hvor de enten selv eller ægtefællen har gæld til det offentlige, vil den overskydende skat i første omgang blive brugt som afdrag på gælden, inden en evt. rest vil blive udbetalt.

Derudover vil visse borgere opleve, at deres overskydende skat tilbageholdes. Det sker enten ved større overskydende skatter, som skal gennemgås en ekstra gang inden udbetaling, eller fordi Skattestyrelsen vurderer, at borgeren mangler oplysninger til årsopgørelsen.

Det fremgår af årsopgørelsen, hvorfor man ikke får den overskydende skat udbetalt.

Årsopgørelsen kan rettes endnu

4,6 millioner borgere har siden den 12. marts 2021 kunnet se deres årsopgørelse for 2020 i TastSelv på skat.dk. Selv om mange ikke behøver at foretage sig noget, da Skattestyrelsen får de fleste oplysninger automatisk, er det vigtigt at tjekke, at oplysningerne stemmer.

– Uanset om man har fået en overskydende skat eller en restskat, kan man stadig nå at kontrollere, om alle oplysninger i årsopgørelsen er korrekte. Og i år er det særlig vigtigt, at man er opmærksom på befordringsfradraget. Corona-krisen har betydet, at mange har arbejdet mere hjemmefra, end de plejer og derfor ikke automatisk får fortrykt et befordringsfradrag på årsopgørelsen, siger Karoline Klaksvig.

Udbetalingerne af overskydende skat sker på baggrund af ændringer og tilføjelser til årsopgørelsen, som er oplyst til og med den 31. marts. Ændrer man efterfølgende i årsopgørelsen via TastSelv, kan man med det samme se sin nye årsopgørelse. Det fremgår også af årsopgørelsen, hvornår en evt. overskydende skat vil blive udbetalt.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel