Kolding Netavis

Nu er datoen klar til årets klovneløb

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Kolding
Klovneløbet i Kolding bliver afviklet lørdag den 26. august med start og mål ved Kulturhuset på Levisonsvej. Foto: BlumePress (Arkivfoto)

Traditionen tro foregår Klovneløbet i Marielundskoven i Kolding.

Så ligger datoen fast, når det drejer sig om Klovneløbet i Kolding. Eventen finder sted lørdag den 26. august med start klokken 10 og mål ved Kulturhuset på Levisonsvej. Og traditionen tro lægger Marielundskoven stier til, og deltagerne bestemmer selv, om de vil løbe eller gå.

Selv om der endnu er god tid til, at løbet afvikles, er det allerede nu muligt at tilmelde sig. Det kan ske på www.klovneløb.dk og prisen er 70 kroner pr. deltager. Alle penge går til Danske Hospitalsklovne og dermed også til klovneordningen på børneafdelingen på Sygehus Lillebælt Kolding.

Også i år er der to ruter at vælge imellem; en lang på ca. 6,3 km. og en kort på ca. 3,3 km. Begge ruter er omkring 300 meter kortere end tidligere, hvilket skyldes, at der er blevet bygget i Byparken, så ruterne nu i stedet går forbi Parkhallen.

Traditionen tro vil løbet blive afviklet i samarbejde med brugerne af Kulturhuset – der er et aktivitets- og værested for udviklingshæmmede – på Levisonsvej. Det er en opgave, brugerne går meget op i, og de glæder sig allerede nu til løbet.

På grund af corona har Klovneløbet i Kolding ligget stille et par år. Nu vender det tilbage med fuld styrke, og det skal blive spændende at se, om det har samme popularitet som tidligere, hvor der i gennemsnit har været ca. 250 deltagere.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Del denne artikel