Når man som event-arrangør barsler med en god ide til et arrangement i Kolding midtby, så kan det være en kompliceret affære at komme fra idé til at der rent faktisk kan afvikles et arrangement.
Pladsfordelingsplaner, præaccepterede løsninger, brandveje, telt-certificeringer og byggetilladelser er elementer i planlægningen, der kan tage pusten fra selv de erfarne arrangører af events. Og skal man spørge om lov ved fem forskellige instanser, og vente uger eller måneder på svar hvert sted, så kan det blive helt uoverskueligt.
Mange af de regler og bestemmelser, der ligger på området, er besluttet nationalt, men en del håndteres via kommunen, og her er der stor forskel på, hvordan det praktiseres rundt i landets kommuner.
Fælles ambition ”Sammen om byliv”
I Kolding Kommune har politikerne på tværs af tre udvalg givet håndslag på at gøre Kolding til det bedste og nemmeste sted at være arrangør af events i det offentlige rum. Udvalgene Plan og Teknik, Kultur samt Natur, Miljø og Klima har alle valgt at prioritere en fælles ambition ”Sammen om byliv”.
-Vi vil gøre hvad vi kan fra kommunen for at ”oversætte” de mange regler og gøre det nemmere for arrangørerne, fortæller formand for udvalget Plan og Teknik, Jakob Ville (V) i en pressemeddelelse og fortsætter:
-Som det seneste tiltag har vi godkendt en Opstillingsguide i Plan og Teknik-udvalget. By- og Udviklingsforvaltningen har gennemtygget de sikkerhedsmæssige bestemmelser på området og lavet en række pladsvejledninger i form af simple kort for de mest brugte pladser i Kolding Midtby, som er lige til at gå til. Du må stille alt det du vil i grønt område, i de gule zoner er der en række begrænsninger, og i de røde områder må der ikke stå noget. Vi forventer, at simple tiltag som det kan spare tid og penge for arrangører.
For de ansatte i kommunen bliver det også nemmere at afgøre, om et arrangement overhovedet skal søge tilladelse eller om de bare skal orientere kommunen i forbindelse med at de låner en offentlig plads.
Foruden pladsvejledningerne er der blevet arbejdet med en eventguide på kommunens hjemmeside, og der er blevet skiftet til et mere brugervenligt ansøgningssystem. Et andet konkret tiltag er udarbejdelsen af en lydforskrift, hvor de lokale rammer for hvor højt man må spille ved events i det offentlige rum og i hvilke tidsrum, er fastlagt.
Igen betyder det, at det er nemt for arrangører at orientere sig i hvor grænserne går, og i de fleste tilfælde betyder det, at de kan passe arrangementet ind og dermed undgå myndighedsbehandling og dermed unødigt tid og arbejde.
Endelig har Kolding Kommune prioriteret ”en indgang”; at der er én person/afdeling man som arrangør kan tage kontakt til og som hjælper med at vejlede og få de kommunale tilladelser i hus.
Formand for Kulturudvalget Ole Rosengreen Martensen sætter byliv højt på den politiske dagsorden og har været fortaler for den fælles satsning:
-Vi er ved at være hele vejen rundt nu med det fælles initiativ. Min forventning er, at det store arbejde, der er lagt fra kommunens side, betyder, at vi får flere arrangementer i Kolding Midtby, som trækker endnu flere mennesker til og giver gode oplevelser til os alle, siger Ole Rosengreen Martensen.
I det nye år tager City Kolding og Kolding Kommune initiativ til et åbent møde for event-arrangører, hvor de mange tiltag vil blive formidlet, og hvor event-arrangørerne får lejlighed til en god snak med andre event-arrangører.