Energistyrelsen har netop lanceret en ny pulje med tilskud til varmepumper.
Du kan ansøge nu, men det er vigtigt at undersøge fjernvarmeforholdene på adressen, da det afgør, om du kan søge puljen.
Varmepumpepuljen for 2024 tillader ansøgninger om tilskud på op til 27.000 kroner per husstand. Det er dog en forudsætning, at boligen, der ønsker tilskud til varmepumpe, ikke er i et område med indlagt fjernvarme eller med planer om fjernvarme. Disse forhold varierer i Kolding Kommune fra den ene matrikel til den anden.
Undersøg dette
Før man kan søge varmepumpepuljen, skal man undersøge, om boligen er i et område med fjernvarme eller hvor der er planer om dette i nær fremtid.
-Boligen skal ligge i et område, hvor kommunen ikke har lagt ud til fjernvarme eller har nogen planer om det i nær fremtid, hvis man skal kunne søge puljen. Det er noget, man selv skal ind og tjekke for sin adresse, for det kan nemlig variere fra den ene side af vejen til den anden, fortæller Peter Hansen, BBA Certificeret Energivejleder hos Bedre Bad Christiansfeld – Bjerndrup VVS, i en pressemeddelelse.
Fjernvarmeforholdene for ens område kan findes på kortet på Plandata.dk.
Billigere om sommeren
Det er også værd at bemærke, at det kan være billigere at skifte til en varmepumpe om sommeren. Peter Hansen påpeger, at vinteren typisk kræver en midlertidig energiløsning, mens sommeren kan være det ideelle tidspunkt at installere en varmepumpe for at undgå unødige omkostninger og besvær.
-Der er flere forskellige typer varmesystemer, som kan fungere med en varmepumpe. Vi anbefaler altid et tjek og en grundig gennemgang af huset for at finde frem til, hvordan man får den bedste udnyttelse af sin varme og en solid varmeøkonomi i huset, tilføjer Peter Hansen.
Puljen er en del af bygningspuljen for 2024, som er på 315 millioner kroner, hvoraf omkring 70 procent er tiltænkt varmepumpepuljen.
Sådan søger du
Varmepumpepuljen kan søges via Energistyrelsens hjemmeside og følgende krav skal være opfyldt:
• Varmepumpen skal installeres på en selvejet helårsbolig.
• Varmepumpen skal erstatte et oliefyr, gasfyr, elvarme eller biokedel – eksempelvis træpillefyr.
• Boligen må ikke ligge i et område, hvor der i forvejen er fjernvarme eller planlagt fjernvarme. Info derom kan findes på kan ses på plandata.dk
• Installation af varmepumpe må først ske efter ansøgning om tilskud.
• Tilskud skal søges til enten en luft-til-vand-varmepumpe eller en væske til vand-varmepumpe – også kaldet jordvarme.
• Installationen skal foretages af en VE-godkendt installatør.