Kolding Netavis

Norlys advarer: Pas på – det er svindel

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Danmark
Norlys advarer mod falske sms'er. Foto: Norlys.

Norlys advarer mod disse sms’er. Der er tale om svindel.

Flere energikunder modtager i øjeblikket falske sms’er, der udgiver sig for at være fra Norlys og truer med at afbryde strømforsyningen på baggrund af en påstået ubetalt regning. Norlys har dog bekræftet, at disse sms’er er phishing-forsøg, og har derfor politianmeldt sagen. Samtidig opfordrer Norlys kunderne til at være opmærksomme og slette de modtagne sms’er.

I de vildledende beskeder oplyses det, at ”Du har et udestående hos Norlys, og din strøm kan som konsekvens blive slukket, hvis dette ikke bringes i orden snarest muligt.” Efterfølgende opfordres kunderne til at foretage en betaling via et link i sms’en.

Sms’er indeholder aldrig links

Mads Brøgger, direktør i Norlys’ energiforretning, bekræfter, at Norlys sender sms’er som venlige påmindelser, hvis kunder har ubetalte regninger. Han understreger dog, at Norlys’ sms’er aldrig indeholder links til at betale regningen, men udelukkende opfordrer til at betale den eksisterende regning, der allerede er udsendt.

-Vi oplever desværre af og til phishingforsøg, hvor Norlys’ navn og logo misbruges. De sms’er, der er i omløb i øjeblikket, er meget vellignende, og jeg kan kun opfordre vores kunder til generelt at være kritiske, inden de klikker på links i både mails og sms’er, forklarer Mads Brøgger i en pressemeddelelse.

Norlys opfordrer kunder, der måtte være i tvivl om en mulig ubetalt regning, til at bekræfte dette ved at besøge mit.norlys.dk.

Sådan ser svindel-sms’en ud:

Screenshot: Norlys.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel