Nordhøj i Kolding er emd til, at skabe en fest ved Tour de France.
I februar 2019 blev det annonceret på Københavns Rådhus, at Tour de France-cykelløbet ville komme til Danmark, og at tredje etape ville komme igennem Kolding Kommune. Efter års planlægning, og en corona-pandemi senere, er det nu lige op over.
Millioner vil se med fra hele verden, og alene i Danmark forventes mere end 1 million tilskuere langs de 3 første etaper. Men Tour de France er mere end store tal og en verdensberømt gul førertrøje. Det giver også Kolding Kommune muligheden for at sætte fokus på bæredygtige indsatsområder som for eksempel fysisk sundhed og mental trivsel.
Ved Dybvadbro Station, der ligger mellem Vester Nebel og Kolding, vil mennesker med nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne fra organisationen Nordhøj, et beskæftigelses- og aktivitetstilbud i Kolding Kommune, være med til at skabe en Tour de France fest, hvor fokus er på masser af glæde og ligeværdige fællesskaber.
Centerleder Tina Strømsborg Jensen glæder sig over, at alle fra Nordhøj bliver en del af Tour de France-eventen:
-Dybvadbro Station, og hele den fantastiske natur langs Troldhedestien, gør i dag en stor forskel for vores borgere fra Nordhøj. Og vi håber også, at vi gør en forskel den anden vej. Blandt andet fordi vi gør det muligt, at grupper af mennesker, som normalt ikke mødes, får muligheden for at mødes. Det ser vi for eksempel, når vi her ved Dybvadbro skaber nye fællesskaber mellem mennesker fra Nordhøj, børnehaver og familier der besøger stedet. Og nu står den på Tour de France, hvor vi håber, at mange kigger herud, lige her hvor tour-feltet kommer forbi. Området pyntes med gule genbrugsting og cykelsager og bålet tændes af vores skov- og naturgruppe, som også står for salg af suppe, pølser, is og sodavand. Derudover præsenterer vi ”det helt utrolige-og-fantastisk-særlige-cykelcirkus” med skuespillere fra Nordhøj Teater.
Program for Tour de France dagen ved Dybvadbro Station:
Kl. 10.00: Pladsen åbner
Kl. 10.30: Madboden åbner med salg af pølser, snobrødsdej, øl/vand og is. Der vil være mulighed for køb af mad og drikke hele dagen (indtil pladsen lukker)
Kl. 10.30: ”Det helt utrolige-og-fantastiske-særlige-Cykelcirkus” optræder () Kl. 11.30: ”Det helt utrolige-og-fantastiske-særlige-Cykelcirkus” optræder ()
Kl. 12.24: Tour-karavanen kommer gennem byen
Kl. 14.18: Tour de France feltet kommer gennem byen – vi hepper på cykelrytterne
Kl. 16.00: Pladsen lukker
Bemærk: Egtvedvej er lukket i timerne op til at feltet kommer forbi, det er derfor bedst at cykle dertil via Troldhedestien.