For første gang nogensinde er en smed uddannet med EUX fra erhvervsskolen Hansenberg i Kolding. Niklas Pedersen fra Vejen klarede tilmed både svendeprøve og studentereksamen på samme dag.
Onsdag var alt andet end almindelig for Niklas Pedersen fra erhvervsskolen Hansenberg i Kolding.
Om formiddagen var han til svendeprøve i smedeværkstedet – hvor svendebrevet kom i hus – og hen på eftermiddagen fik han så sin studenterhue på.
Og Niklas Pedersen er i det hele taget noget helt særligt, for han er nemlig Hansenberg første færdiguddannede klejnsmed med EUX nogensinde.
-Jeg mødte tidligt ind og kørte med en kammerat, der også skulle til svendeprøve. Så vi hyggede os stille og roligt, inden vi skulle ind, fortæller den 22-årige EUX-smed fra Vejen i en pressemeddelelse.
-Ved selve mit svendestykke var der nogle ting, der ikke var helt gode, men jeg er superglad for karakteren. Jeg fik syv. Og så har jeg jo ventet i nogle timer – og gjort mig klar til den sidste eksamen. Den gik ganske udmærket, og jeg fik sagt det, jeg skulle sige.
Ved den gymnasiale eksamen var Niklas Pedersen oppe at forsvare sit erhvervsområdeprojekt på EUX (EOP), hvor han kombinerede samfundsfag B med smedefaget – og hvor han havde skrevet om grøn omstilling indenfor sin branche. Og det gjorde han til et flot 10-tal.
Niklas Pedersen har under sin uddannelse været i lære ved Gram Clean Air ved Vojens, og han var også virksomhedens første EUX-lærling. Og noget kunne tyde på, at Niklas Pedersen – som foregangsmand – har åbnet nogle døre for andre EUX’ere:
-Efter sommerferien tager virksomheden både en ny EUD- og en EUX-lærling ind, siger Niklas Pedersen.
Kampvogn og Forsvaret
Til svendeprøven byggede Niklas Pedersen blandt andet en kampvogn, som han selv havde designet.
-Opgaven skal bestå af mange forskellige arbejdsprocesser og materialer – og så tænkte jeg, at en model af en kampvogn kunne opfylde de krav. Den har nogle mekaniske funktioner – for eksempel kan den dreje i tårnet og køre, hvis man skubber til den, forklarer Niklas Pedersen.
Fremtidsplanerne ligger nu i Slagelse, hvor han har valgt en forholdsvis ny værnepligt i Hæren: Mobiliseringsværnepligten, som varer otte måneder – og hvor han bliver uddannet til at være en del af en enhed, der kan indsættes i krise og krig, hvis behovet opstår.
-Derefter har jeg tænkt mig at læse videre til maskinmester. Jeg kan rigtig godt lide mit håndværk, men EUX’en giver nogle muligheder, som også er attraktive, og jeg vil gerne læse videre – og så får jeg merit i løbet af maskinmesteruddannelsen, siger Niklas Pedersen.
De flotte resultater ved både svendeprøven og den sidste gymnasiale eksamen blev fejret med den nærmeste familie, da studenterhuen var i hus.
Lige nu har Hansenberg i øvrigt kontakt med en lang række virksomheder, der står i kø for at få en smedelærling efter sommerferien.