Børnene i ti daginstitutioner kan igen opleve børneteater, når Nicolai for børn tager byen rundt med Knudsen og Nørbys fortolkning af ”Peddersen og Findus – Rævejagten”.
I næste uge kan en lang række børn i Koldings daginstitutioner opleve forestillingen ”Peddersen og Findus – Rævejagten” med Knudsen og Nørby. Nicolai for børn har nemlig arrangeret en daginstitutionsturné med duoen, så Kolding kommunes børn igen kan opleve godt teater.
Knudsen og Nørby skal spille forestillingen udendørs hos daginstitutionerne, så alle anbefalinger om afstand bliver overholdt.
Bevæbnet med guitarer og billigt legetøj kaster Knudsen og Nørby sig ind i Peddersen og Findus’ kamp for at få ræven til at holde sig fra deres høns. Det hele uden våben men sammen og med hjælp fra publikum, udtænker, udvikler og udfører de en festforestilling af en snedig plan, der består af en kunstig høne, masser af fyrværkeri og tilpas med spøgeri.
– Når vi ikke kan lave børnekultur og teater, som vi plejer i vores lokaler i Nicolai, så bliver vi nødt til at tænke alternativt og finde nye måder, børnene kan møde kunsten og kulturen på, til vi igen kan slå dørene op, siger leder af Nicolai Kultur, Mette Strømgaard Dalby, i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Den store interesse for at få besøg af forestillingen ”Peddersen og Findus – Rævejagten” viser blot vigtigheden af, at der er kulturtilbud til børn.