Klumme af forfatter og klummeskribent Vibeke Henriksen, Kolding.
Så faldt snakken endnu engang om lommepenge herhjemme hos os. Jeg går altid langt udenom emnet, og på en måde har jeg været virkelig heldig, at tøserne nu er 14 og 16 år, og at jeg har haft held med ikke at bidrage økonomisk med hverken ugentlige eller månedlige ydelser, eller i hvert fald ikke som en slags “arbejdsgiver” mellem os. For det er jo heller ingen hemmelighed, at det er dyrt at have tøser, der interesserer sig for make-up, negle, hår, smarte sko og tøj.
Jeg kunne mærke, hvordan presset steg en smule, da snakken faldt på emnet, så jeg skruede lidt op for tv’et og håbede, at de ville lade emnet ligge. Men nej: “-Mor, må vi gerne tjene en skilling ved at gå med hunden eller rydde op i køkkenet?” Jeg lod bare som om, jeg ikke havde hørt det, men så kom de igen: “-Moaar, må vi?”
Jeg smilede til dem, slukkede for tv’et og tændte for musikanlægget. Jeg synes, det var passende at spille det gamle nummer med Peter Belli, “Ingen Regning”, mens vi tog snakken endnu engang. Tøserne satte sig opgivende i sofaen og vidste ikke helt, om de skulle flygte eller tage kampen op, da Peter Bellis sang gik i gang med teksten.
”Min lille søn kommer hen til hans mor med en seddel, som han har skrevet,
her er hvad der stod;
For at slå græsset 5 kr.
for at rede min seng hele ugen 6 kr.
for at have gået til købmanden 2 kr. og for at have leget med lillebror imens du var ude og købe ind 2 kr.
For at bærer skraldespanden ud 3 kr.
For at få gode karakter i skolen 10 kr.
For at gøre rent i gården 10 kr. Så alt i alt skylder du mig 38 kr.
Moderen så på knægten som sad forventningsfuld, og hun tænkte på alle de år, som vi havde haft sammen med ham og sagde:
”For den tid jeg bar dig,
mens du boede indeni mig: Ingen Regning!
For de nætter jeg sad hos dig, græd for dig, og bad for dig: Ingen Regning!
For al den tid, og for al den frygt, du har kostet din mor: Ingen Regning!
Lille søn, du skal vide, at for min kærlighed til dig er der bare: Ingen Regning!
For de år, der vil komme, med angst for din fremtid: Ingen Regning!
Og for alle mine gode råd og for al min erfaring: Ingen Regning!
For legetøj, mad og tøj, ja selv for at snyde din lille næse, -Der er bare ingen regning, søn!
Og læg alt det her sammen -så er min kærlighed til dig, bare uden regning. Sønnen sad med store tårer i øjnene og så op på sin mor og sagde ”-Mor, jeg elsker dig så meget!” og tog blyanten og med store, skæve bogstaver skrev han på sedlen:
ALT ER BETALT!”
Jeg tog mig til brystet, og med lidt tårer i øjnene, kunne jeg supplerede med ordene ”Husk, at far og mors kærlighed den koster ikke noget”, også er min kærlighed til jer bare, helt uden regning.
Tøserne kiggede på hinanden, og havde gravet sig langt ned i sofaen af pinlighed. Imens de sad og prøvede at få den anden til at starte samtalen. ”Mor!”, forsøgte den mindste, også kiggede hun på storesøsteren og trak hende med sig ud af stuen med ordene, ”Det er okay, mor. Vi spørg far, når han kommer hjem”.
Jeg smilede indvendigt, mens jeg råbte efter dem: “Jeg elsker jer!” Efterfølgende slukkede jeg for anlægget og tændte for tv’et igen. Et lettelsessuk forlod mine læber, da jeg reflekterede over, hvor vellykket samtalen havde været – i det mindste indtil emnet, som vi havde undgået, blev taget op igen.
For det handler ikke blot om at give dem 200 kr. om måneden, eller hvad økonomien nu kan bære. Det, der virkelig betyder noget, er den opdragelse, jeg har givet dem: At der ikke findes opgaver i familien, som de ikke skal tage ansvar for eller handle på – og uden løn. Det er en nødvendighed, at de bidrager med det, de kan, for vi er alle en del af dette fællesskab, og det er vores fælles ansvar at sikre, at vi støtter hinanden.
Det er vigtigt for mig, at de forstår værdien af teamwork og medansvar i vores hjem. Når de hjælper til med huslige pligter, lærer de ikke kun om ansvar, men også om solidaritet og sammenhold. For i sidste ende handler det ikke om, hvad de kan få for det, de gør, men om den indre tilfredsstillelse ved at bidrage til det store billede og vide, at de er med til at skabe et godt hjem for os alle.
