Læserbrev af Annette Blynel (SF), medlem af regionsrådet, gruppeformand og spidskandidat for SF i Region Syddanmark, Strandgade 27, 5700 Svendborg.
Når private læger opkræver uberettigede honorarer for ydelser, de slet ikke har levereret, så bliver jeg vred – både som borger og politiker. Det er desværre ikke småpenge vi taler om – men beløb i millionklassen.
Langt de fleste læger agerer helt efter reglerne, men der er desværre også læger som ikke helt har den etik og moral som er nødvendig, og som medfører at vores tillid bliver udfordret. Derfor har et enigt regionsråd, på tværs af alle partier, aftalt at sætte ekstra penge af til yderligere kontrol. Jeg ville meget hellere bruge de penge på mere sundhed for borgerne, men vi gør det, fordi det er nødvendigt.
Men jeg mener også, at NÅR lægerne snyder, så skal sanktionerne være tydeligere. Anmeldelse til politiet og fratagelse af ydernummeret SKAL ske pr. automatik, hvilket desværre ikke er praksis i dag. Sagerne skal behandles af domstolene på lige fod med andre lovovertrædelser, som er gældende for alle andre borgere, der tager af den fælles offentlige kasse.
Jeg bliver vred og min retsfølelse krænkes, når der snydes af private, som vi generelt har stor tillid til. Heldigvis står jeg ikke alene med den holdning. Der er flere partier i regionsrådet, der bakker op.
Og jeg lover DIG, at jeg og SF ikke giver op – systemet skal ændres.