Kolding Netavis

Musikforestilling om Carpenters

Kolding Teaterforening viser forestillingen ”Close to you” om sangduoen Carpenters.

Musikforestillingen ”Close to You” er historien om søskendeparret Richard & Karen Carpenter fra Californien i USA, der blev verdens mest succesrige duo i starten af 70érne. Deres karriere endte alt for tidligt og meget ulykkeligt, da Karen Carpenter døde.

Forestillingen følger den aldrende Richard Carpenter, der en aften hjemsøges af sin afdøde søsters minde. Mødet mellem det genforenede søskendepar tager os på en rejse gennem deres karriere, og viser de lyse og mørke sider af historien. De genoplever deres store musikalske succes, der hurtigt gjorde dem verdensberømte med sangen Close to You i 1969. Men bagsiden af deres enorme succes var et liv præget af omsorgssvigt, ulykkelige kærlighedsforhold, et løgnagtigt ægteskab, pillemisbrug, sygdom og søskendejalousi i en dysfunktionel familie, styret af en voldsomt dominerende mor. Dette fik en brat ende i 1983, da Karen døde af efterveerne til sin sygdom i en alder af 31 år, og verden mistede derved endnu en stor stemme.

Alt dette er krydret med 20 af Carpenters mest populære sange bl.a. med Top of the World, There’s a Kind of Hush, Only Yesterday, Please Mr. Postman, Yesterday Once More, Goodbye to Love og selvfølgelig Close to You.

I rollerne som søskendeparret Carpenter ses Linda Olofsson og Lars Oluf Larsen. Sidstnævnte har skrevet forestillingen, og Anders Bircow har instrueret.

”Close to you” kan opleves søndag den 8. november på Comwell Kolding Teater. Forestillingen starter klokken 19.30. Der er sørget for god plads mellem tilskuerne, og man bærer mundbind, indtil man har sat sig på sin plads. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Carpenterr web 2

Foto: Erling Mølgaard.

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *