Modne damer i morgenkåbe

Søndag 23. Februar 2020 07:02 202
De medvirkende er Pernille Schrøder, Ann Hjort og Sofie Stougaard. Foto: Erling Molgaard/Landsteatret. De medvirkende er Pernille Schrøder, Ann Hjort og Sofie Stougaard. Foto: Erling Molgaard/Landsteatret.

”En spa-musikalsk komedie, når den værste ungdom er overstået”.

Sådan karakteriseres komedien "Modne damer i morgenkåbe", der er skrevet af Ann Mariager, og som gæster Kolding Teaterforening.

Vi er på spaen ”The Oasis”, et af tidens populære slap-af-templer, hvor atmosfæren emmer af indre fred, balance og selvforkælelse. Men det varer nu ikke så længe. Tre gode veninder mødes for at fejre en 60-års fødselsdag. Det er Susanne, der fylder rundt, og hun har inviteret pigerne på wellness-ophold, en weekend med bløde badekåber, ansigtsmasker og en afsluttende gourmet-middag. Dér i idyllen vender kvinderne de spørgsmål, der melder sig, når man har overstået den værste ungdom, er blevet lidt klogere og har fået et par skrammer i lakken:

Hvordan kan det være, at man engang var ”for meget” – men nu er der ingen, der ser én? Nu er man nærmest usynlig?

Er der et liv efter de 60? Og: Er der et sex-liv?

Hvordan dater man, når man er blevet skilt efter 35 år? Hvis man opretter en datingprofil, kan man så godt forlange en partner, der er muskuløs på en hyggebamset måde? Venstreorienteret på en højreorienteret måde? En VVS’er, som også er lektor i filosofi?

Hvordan får man sin mand til løfte blikket fra ”De flyvende læger” og lette rumpen op fra sofaen?

Hvor mange børnebørn og fysiske skavanker må man tale om? Og hvor længe gider andre at høre på det?

Hvor meget filler skal der sprøjtes i overlæben, før den skal have sit eget postnummer?

Og så er der storpolitikken: Hvorfor har tidens topledere sådan nogle besynderlige frisurer?

Alt dette og meget mere i et festligt og eftertænksomt komedielystspil. De medvirkende er Pernille Schrøder, Ann Hjort og Sofie Stougaard. Instruktionen har Pia Rosenbaum stået for.

"Modne damer i morgenkåbe" kan opleves mandag den 8. marts klokken 19.30. Billetter kan købes på www.billetten.dk.

Tags