Når Christiansfeld hylder det gode håndværk den 31. august på Håndværkets Dag, kan du møde den bæredygtige ildsjæl, garn-entusiast og designer Karen Klarbæk.
Det handler ikke kun om håndværk, når Christiansfeld igen i år holder Håndværkets Dag. Der står også håndarbejde på programmet, når Karen Klarbæk, der er uddannet fra Designskolen Kolding, besøger UNESCO-byen den 31. august. Ud over designer, kan Karen Klarbæk blandt andet også skrive garnimportør og brandudvikler på sit CV og her er bæredygtighed et nøgleord for Karen Klarbæk.
– Det er vigtigt for mig, at alt, hvad jeg laver, udvikler og sælger, er bæredygtigt både i produktion og afvikling, siger Karen Klarbæk i en pressemeddelelse og fortsætter:
– Alle garner og processer er gennemarbejdede med hensyn til recycling, og alt er derfor lavet af ét materiale per produkt, så varen kan affaldssorteres efter endt levetid og genanvendes i stedet for at blive til affald.
Karen Klarbæk arbejder sammen med sin producent i Indien på at minimere brugen af vand ved produktionen og farvningen af garnet. I dag er forbruget af vand til Karen Klarbæks garner en 1/8 i forhold til forbruget ved en konventionel indfarvning, og målet er helt at kunne undvære vandet. Det vand, der i dag er nødvendigt, ender som ”gråt vand”, som bruges til sanitære forhold.
For Karen Klarbæk er det også af stor betydning, at både forhandlere og brugere af hendes garn forstår konceptet bag et Karen Klarbæk-design. Alle opskrifterne giver vejledning til et produkt strikket eller hæklet efter ”bedstemor-dyder”: Forside og bagside på et produkt skal været gennemarbejdet, og afslutninger skal ikke ses. Detaljerne skal være i orden. Alle produkter som karklude, håndklæder, dækkeservietter, børnetøj, tæpper m.m. er daglige brugsting.
På Håndværkets Dag holder Karen Klarbæk foredrag kl. 12.30 om sit arbejde med bæredygtighed i og omkring sit garnfirma og resten af dagen står hun parat på sin stand og viser frem og besvarer spørgsmål i Søstrehuset.