MLTR starter for tredje gang Danmarksturné i Gram

Onsdag 08. Januar 2020 19:46 567
For tredje starter Michael Learns To Rock Danmarksturnéen i Gram. PR-foto. For tredje starter Michael Learns To Rock Danmarksturnéen i Gram. PR-foto.

Michael Learns To Rock stævner ud fra Gram igen.

Der må være noget specielt ved Gram. Ellers ville Michael Learns To Rock nok ikke for tredje gang stævne ud på deres Danmarksturné fra den smukke holstenske lade på Gram Slot.

Men hvad er det så, der er så tillokkende ved Gram for Michael Learns To Rocks vedkommende? Det har Sanne Brodersen fra Gram Slot et bud på:

- Først og fremmest tror jeg, det er publikum, der trækker. Der er altid en fantastisk stemning til Michael Learns To Rocks koncerter. Der opstår en helt unik samhørighed mellem bandet og publikum. Men derudover tror jeg også, at den gamle lade fra 1670, som er omdannet til koncertsal, og området omkring Gram Slot har en betydning for Michael Learns To Rock. Der er en fantastisk akustik og lyd i laden, og naturen, der omkranser slottet, ved jeg, har været en stor inspirationskilde for Jascha Richter, der har skrevet en stor del af bandets tekster, siger Sanne Brodersen fra Gram Slot i en pressemeddelelse.

Tre årtiers hits

Det er mere end 30 år siden Michael Learns To Rock, i daglig tale kaldet MLTR, blev dannet og slog det fast, at de ved, hvordan man skærer en langtidsholdbar popmelodi. Så gode og solide, at de for længst har taget det asiatiske publikum med storm.

Men nu er det Danmark det gælder i foråret 2020, og på Gram Slot venter et trofast og tændt publikum, der er klar til at sende MLTR afsted på turné med fællessang og stående klapsalver. Her kan publikum se frem til sange som The Actor, I Still Carry On og That’s Why. Hits, som både unge og ældre kan synge med på. For manges vedkommende vil koncerten være en tur med af Memory Lane, da de mange sange har været lydkulissen til især mange kvinders ungdomsliv.

Det er stadig muligt at købe billetter til koncerten på Gram Slot, hvis man gerne vil opleve Michael Learns To Rock. Koncerten finder sted den 16. januar klokken 20. Koncertbilletter koster 280 kroner.

Tags