Når virksomhederne ikke kan få medarbejdere, må de sige nej til ordrer, og derfor går AMU SYD, Jobcenter Kolding og Hansenberg nu sammen om et helt nyt projekt, der skal at få flere til at få øjnene op for metalbranchen.
Seks ud af ti tillidsfolk i Dansk Metal melder om mangel på arbejdskraft – og det samme gør Metal i Kolding. Det er årsagen til at de to skoler og jobcentret nu går sammen om et forløb over seks dage, hvor interesserede kan få afklaret, om et job i metalbranchen er noget for dem.
Dagene skal gerne resultere i flere, som ønsker at gå i lære som smed, men vejen til et godt job kan også gå via et ufaglært job og så senere en kontrakt som voksenlærling.
– Sammen tror vi på, at vi kan gøre en forskel for at skaffe fremtidens arbejdskraft til metalbranchen i vores område. På Hansenberg findes den faglige smedeuddannelse, og vi har et svejsecenter med en række svejsekurser, mens jobcentret har kontakten med de ledige, siger marketingchef hos AMU SYD, Ole Møller, i en pressemeddelelse.
Alle interesserede kan deltage i et forløb over seks dage, hvor den enkelte får afklaret, om det er her drømmejobbet ligger.
– Der er rigtig mange gode jobs i metalbranchen. Her er masser af spændende opgaver og gode lønninger. Vi skal ’bare’ have mange flere til at få øjnene op for, at drømmejobbet kan ligge her. Vi tror på, at den bedste øjenåbner er, at man selv prøver kræfter med faget, siger Niels Peter Hansen, Skolechef, Hansenberg.
Allerede den 13. marts er der et informationsmøde fra kl. 09.00 til kl. 10.30 på Dieselvej 6 i Kolding, hvor interesserede kan høre mere om forløbet.
Seks dage i arbejdstøjet
De seks dage, hvor der er mulighed for at prøve smedefaget af, ligger fra den 19. til den 26. marts på Hansenberg og AMU SYD i Kolding. I løbet af dagene er der besøg på virksomheder, arbejde i smede- og svejseværksteder og mulighed for at mødes med virksomheds- og praktikpladskonsulenter, som kender behovet for arbejdskraft og kan rådgive den enkelte om uddannelses- og jobmuligheder.
– Det er utroligt vigtigt, at virksomhederne i Kolding og omegn ikke løber tør for dygtige medarbejdere, så de må takke nej til ordrer. Derfor er det et vigtigt forløb, som vi nu sætter i søen sammen. Det er en ny og spændende måde at nå ud til de mange, som kunne blive tiltrukket af et godt job i metalbranchen. Muligheden for selv at prøve faget af, tror jeg, er helt rigtig, siger formand for Arbejdsmarkedsudvalget i Kolding Kommune, Poul Erik Jensen.
Interesserede kan melde sig til at deltage i de seks introduktionsdage ved at kontakte Jobcenter Kolding.