En netop offentliggjort tryghedsmåling viser, at tryghed og tillid til politiet i Danmark generelt er steget, og at Sydøstjyllands Politi ligger helt i top.
91,4% af borgerne i Sydøstjyllands Politikreds føler sig trygge i deres nærområde og 89,0% af dem har tillid til deres politi. Det viser Tryghedsmåling 2018, der netop er offentliggjort af Rigspolitiet. Det betyder, at Sydøstjyllands Politikreds er vurderet som den større politikreds i Danmark, hvor borgerne er mest trygge og har størst tillid til deres politi.
Politidirektør Jørgen Abrahamsen, Sydøstjyllands Politi, har modtaget undersøgelsens resultat med stor glæde:
– Det glæder mig rigtigt meget at vores indsats hver eneste dag har ført til, at borgerne grundlæggende føler sig trygge i deres nabolag og at de har tillid til at vi, som deres politi, er der for dem. Det er meget tilfredsstillende. Jeg sender straks æren for det gode resultat videre til ledere og medarbejdere i Sydøstjyllands Politi. Det er dem, der hver eneste dag gennem deres arbejde skaber grundlaget her hos os for et resultat, som det Tryghedsmålingen er udtryk for.
Resultatet af Tryghedsmålingen viser generelt at dansk politis indsats er i en god udvikling. Samlet er trygheden på landsplan fastholdt på 86,5 % af borgerne, der føler sig trygge i deres nærområde, mens 83,5% har tillid til politiet, – i 2017, var det tal på 79,2 %.
Hvorfor Sydøstjyllands Politi
Undersøgelsen er netop modtaget, men refleksionerne hos Sydøstjyllands Politi er allerede i gang om, hvad det særligt er, der ligger til grund for udviklingen og det gode resultat.
– Vi vil i den kommende tid nærstudere undersøgelsen. Vi vil ikke gætte på hvilken eller hvilke dele af vores samlede indsats, der særligt bærer resultatet, for måske er det snare summen af den samlede daglige indsats, hvor vi lykkes med at levere politibetjening, som borgerne føler de kan regne med, end enkelte elementer, der skal til’, siger siger Jørgen Abrahamsen og fortsætter:
– Vi møder borgerne hver dag og opbygger gennem den enkelte medarbejders gode opgaveløsning i hverdagen nærhed og relationer til borgerne, der synes at kvittere med tryghed og tillid. Og mange tak for det, tilføjer han.
Politikredsen vil nyttiggøre den viden som undersøgelsen kan give. ’Vi skal jo videre ad den vej, som borgerne ønsker af deres politi. Det er et flot og tilfredsstillende resultat, men det kan altid blive bedre og det skal og vil vi stræbe efter, fortæller Jørgen Abrahamsen.
Han forklarer:
– Vi ved jo godt, at af og til så lykkes vi ikke og en borger oplever ikke at få den politibetjening, som var forventningen. Samfundet og kriminaliteten forandrer sig også, ligesom forventningerne til, hvad et godt politi skal gøre og levere i forhold til borgerne bevæger sig. Vi skal kvittere for den gode måling ved at følge med og levere også fremover.
Udsatte boligområder
De udsatte boligområder har sit eget afsnit i Tryghedsmålingen. Niveauerne for tryghed og tillid er, som man kan forvente, traditionelt lavere her end i de øvrige dele af politikredsen. Der er jo en grund til at disse områder har en særlig bevågenhed.
Sådan er det fortsat i Sydøstjyllands Politikreds. Men også i politikredsens fire udpegede udsatte boligområder er placeringen på tryghed og tillid flot. Alle områder er at finde i top syv, når det gælder tryghed og Sundparken, Finlandsparken og Skovparken indtager de tre første pladser, når det gælder tillid til politiet.