Kolding Netavis

Mere by og grønnere erhvervshavn

Elo Christoffersen
Af Elo Christoffersen Læserbreve

Læserbrev af Hans Holmer (SF), byrådsmedlem og gruppeformand for SF, Skovbogade 8, 6000 Kolding.

Vi synes at der er et fornuftigt kompromis der er fundet om havnearealerne. En både-og-løsning, som vi i SF gerne tager medejerskab af.

Dialogen med havnens virksomheder er selvfølgelig fortsat en vigtig del. Derfor er vi også bevidste om, at der i fremtiden er en konstruktiv dialog om udvikling af havneområdet.

Transport på vand er miljømæssigt den mest fornuftige transport ligesom havnens arbejdspladser er et vigtigt supplement til kommunens arbejdspladser. Derudover er det for SF vigtigt, at Koldings erhvervshavn markerer sig nationalt som en grøn og miljøvenlig havn, der er åben for nye bæredygtige løsninger. Derfor lægger vi vægt på, at Kolding Havn vil være opsøgende omkring nye forretningsområder, der understøtter den bæredygtige udvikling.

Infrastrukturdelen er noget af det, vi i SF har lagt vægt på. Kolding er en by, som er udfordret af trængsel på vejene. Samtidig er mobiliteten på vejene en væsentlig forudsætning for den fortsatte udvikling og vækst både ift. bosætning og erhverv. Derfor ser vi det som en vigtig del af aftalen, at der arbejdes på at finde løsninger på de trafikale udfordringer omkring havnen – både på kort og lang sigt.

At få by og fjord bundet sammen i forbindelse med udviklingen af havneområdet, har været højt på SF’s ønskeliste. Nu vil dele af havneområdet udvikles med boliger, erhverv, kultur og rekreative områder, hvorved der bliver mere by og grønnere erhvervshavn.

Vi vil i SF have fokus på, at der i udviklingen af havneområdet er en æstetisk rød tråd. Og så vil vi sikre, at havnens historie og DNA bliver en del af byudviklingen. F.eks. er der for enden af Trindholmsgade et sted, hvor lystfiskerne samles, hygger sig og drikker en øl, mens de nyder solstrålerne og hinandens selskab. Sådan en del skal bevares og tænkes ind som en del af havneområdets fremtid og DNA. Så kan havnen blive et rart og stemningsfuldt sted for os alle.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så får du nyheder direkte i din indbakke.

Vi spammer ikke!

Tagget med:
Del denne artikel
Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *